Service giver travlhed
Succes: Regionskontor i Viborg har konstant fuldt tryk på kedlerne. Nu udvides kontoret
Af Finn Bjerremand
Vognmandsvirksomhederne har haft et højt aktivitetsniveau de seneste år, og det har også smittet af på vognmændenes eget regionskontor i Region Midt/Nord. Her har der været konstant vækst siden starten for tre år siden.
- Det er ikke nye arbejdsopgaver, der mangler, siger leder af regionskontoret, chefkonsulent Bendt Thorup til Danmarks Transport-Tidende.
De seneste par år har det varmeste emne uden sidestykke været køre- og hviletidsbestemmelserne og det dertil hørende bødekatalog. Men der er mange flere emner som optager medlemmerne og som dermed kræver en eller anden form for indsats fra regionskontorets side: næringsdatabasen, arbejdspladsvurderinger, transport af foderstoffer, ønske om trafiksikkerhedscertificering, farligt gods mm.
Det sidstnævnte emne fylder godt hos regionskontoret, der også er sikkerhedsrådgiver i mange virksomheder.
- Senest har også oprettelsen af DTL Arbejdsgiverforening givet forhøjet aktivitet, idet vi har en aftale med arbejdsgiverforeningen om at servicere foreningens medlemmer i vores område. Vognmændene kan godt lide at få lokal service. Det kan vi tydeligt mærke. Hvis de skulle ringe til et kontor, der lå i en anden del af landet, ville de måske være mere tilbageholdende med at komme frem med opgaverne, vurderer Bendt Thorup.
Med de krav som omverdenen stiller til transportbranchen i disse år, er der ingen fare, for at regionskontoret kommer til at mangle opgaver.
- Udfordringen består i øjeblikket i at skaffe den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft, der skal til for at servicere vore medlemmer, siger Bendt Thorup.
FaktaRegionskontoret
DTLs regionskontor Region Midt/Nord er et uafhængig organ, der er ejet af vognmændene i de 14 lokalforeninger, som er hjemmehørende i området.
Der er p.t. fire faste medarbejdere samt fem freelance medarbejdere tilknyttet kontoret i Viborg, der udvides for at skaffe plads til medarbejderne.
I alt serviceres der 1100 medlemmer fra regionskontoret.
Egne vognmandskurser er en succesSom et specielt tiltag har Regionskontoret oprettet egne vognmandskurser.
- Mange potentielle vognmænd vil helst ikke være væk fra deres faste arbejde i tre uger, siger Bendt Thorup.
Derfor har DTL-regionen konstrueret et kursusforløb, hvor kommende vognmænd er på et ugekursus. Derefter har de fri i fire uger, hvorefter der igen er en uges kursus.
I løbet af de fire uger løses der hjemmeopgaver, som løbende sendes til Regionskontoret. Det betyder, at kursisterne kun skal være væk i to uger med fire ugers pause imellem.
Det er en stor succes, som har betydet at mange medarbejdere i administrationen i vognmandsvirksomheder pludselig har kunnet komme på kursus, siger Bendt Thorup.
DTLs medarbejdere står selv for en stor del af undervisningen, og det de ikke selv kan klare har de eksterne undervisere til. Det fjerde hold nye vognmænd er for kort tid siden blevet færdiguddannet.
- Vi henvender os først og fremmest til vore egne medlemmer, som i forbindelse med et generationsskifte har behov for at f.eks. en søn eller datter skal på kursus, forklarer Thorup.