EU-kompromis om kabotageregler
Transportminister Carina Christensen fremhæver mulighederne for senere afregulering af cabotage-transporterne.
EU’s transportministre gav i går en positiv modtagelse til et kompromisforslag om begrænsning af cabotageretten fra det slovenske formandskab for ministerrådet. Dermed er det sandsynligt at transportministrene vil vedtage det nye direktiv allerede i juni. Det betyder, at et vogntog maksimalt må køres tre cabotage-transporter i et fremmed EU-land i tilslutning til en international transport. De tre transporter skal være afsluttet inden for en tidsperiode på syv dage.
- Vi skal undgå nationale særordninger på cabotageområdet i de enkelte EU-lande. Det kompromis, der nu tegner sig med en fælles definition på cabotage, hvor det er muligt at foretage 3 cabotagekørsler på 7 dage, synes jeg alt i alt er en balanceret kompromisløsning. Men cabotage kan bidrage til at reducere den samlede lastbilkørsel i Europa. Det er godt for miljøet, at der ikke kører tomme lastbiler rundt. Derfor hæfter jeg mig også ved forslaget om at cabotageordningen efter en tid tages op til revision med henblik på en yderligere afregulering. Det mener jeg er klogt, udtaler transportminister Carina Christensen.
Stramningen af cabotagereglerne, der hidtil har anvendt løst formulerede grænser som ’lejlighedvis’ og ’midlertidige’, har vakt kritik fra flere danske erhvervsorganisationer, hvor man anser stramningen for et indgreb i varer- og tjenesteyderlsers frie bevægelighed.