USA accepterer luksusfly fra Qatar til midlertidig Air Force One

USA har officielt accepteret et luksuriøst Boeing 747-fly fra Qatars regering, som skal tjene som midlertidigt præsidentfly for Donald Trump. Beslutningen har affødt heftig debat i Washington og vakt både etiske, juridiske og sikkerhedsmæssige bekymringer.
Flyet, en Boeing 747-8i, blev oprindeligt brugt af Qatars regering og har en nyværdi på omkring 400 millioner dollars, ifølge Financial Times. Det er dog 13 år gammelt og vurderes nu til en fjerdedel af den oprindelige pris, vurderer eksperter fra Cirium i Reuters. Trods en luksuriøs kabineindretning mangler flyet de avancerede sikkerheds- og kommunikationssystemer, der er nødvendige for at kunne operere som Air Force One.
Opgradering til mere end en milliard dollars
Flyet skal nu igennem en omfattende teknisk opgradering. Ifølge Reuters vil det kræve installation af missilforsvar, anti-overvågningsudstyr og sikre kommunikationssystemer.
Luftvåbnet har estimeret, at ombygningen kan koste mere end 1 milliard dollars. L3 Harris Technologies er blevet valgt til at udføre arbejdet, og flyet befinder sig i øjeblikket i San Antonio, Texas, oplyste senator Dick Durbin til Reuters.
Politisk storm i Washington
Flere demokratiske senatorer har kritiseret beslutningen skarpt. Senator Chuck Schumer kaldte det i Financial Times “den største gave fra en udenlandsk regering til en amerikansk præsident i moderne historie” og beskyldte Trump for at tage imod bestikkelse i fuldt dagslys. Andre demokratiske senatorer påpeger alvorlige sikkerhedsrisici og kaldt beslutningen forfatningsstridig.
Også blandt republikanerne har der lydt kritik. Senator Susan Collins udtalte til NBC News, at sagen er fyldt med potentielle etiske og sikkerhedsmæssige problemer.
Trumps og Qatars svar
Donald Trump har afvist kritikken og udtalt til Financial Times, at det ville være “dumt” at sige nej til et så dyrt fly, som han understreger gives til USA og ikke til ham personligt. Han kritiserede samtidig Boeing for forsinkelserne i leveringen af to nye Air Force One-fly, som nu forventes først at være klar i 2027.
Qatars premierminister har også forsvaret gaven og kaldt det en normal praksis mellem allierede. I et interview med Financial Times afviste han blankt, at det skulle være udtryk for forsøg på at købe politisk indflydelse.
En kontroversiel overgangsløsning
Beslutningen kommer i lyset af massive forsinkelser og budgetoverskridelser i Boeing-projektet med de nye Air Force One-fly, der blev igangsat under Trumps tidligere embedsperiode. Ifølge Reuters blev kontrakten med Boeing indgået i 2018 til 3,9 milliarder dollars, men omkostningerne er siden steget betydeligt. De nuværende Air Force One-fly er fra 1990 og nærmer sig pensionsalderen.
Spørgsmålet er nu, hvor hurtigt og sikkert det qatariske fly kan bringes op på et niveau, hvor det kan varetage verdens mest symbolske og sikre luftopgave. Debatten vil uden tvivl fortsætte, i takt med at detaljerne og omkostningerne bliver tydeligere.