23948sdkhjf

Investeringer målrettes til forsyningskæden

Undersøgelse: Selv om pengene er små, så prioriterer store virksomheder SCM-investeringer.

Coronakrisen og alle de efterfølgende globale kvaler i forsyningskæderne har som bekendt sendt ”just-in-time”-logistikken på pension. I stedet er forsyningssikkerhed blevet til et nøgleord på direktionsgangene, hvor logistik er blevet et centralt emne for topledelsen.

Det gælder faktisk i en sådan grad, at nær ved halvdelen af lederne i en ny undersøgelse, har svaret, at det planlægger at øge investeringerne i deres supply chain inden for de næste 12-18 måneder.

Det er analyse- og konsulentvirksomheden Capgemini, der har kortlagt investeringsklimaet i 15 lande blandt store virksomheder fra en række brancher, herunder detail og forbrugerproduktion, bilindustrien, industriproduktion.

Det markante skifte i samfundsøkonomien det seneste år får virksomheder til at investere langt mere forsigtigt i 2023. Undtagelsen er investeringer i supply chain, hvor 43 pct. af cheferne i ny undersøgelse planlægger at øge investeringer for at styrke forsyningssikkerheden.

Men langt flere på forsyningskæden med alvorlige bekymringer.

Ni ud af 10 ser supply chain-udfordringer som den væsentligste trussel mod deres virksomhed vækstmuligheder i de kommende 18 måneder.

I alt medvirker 2.000 chefer med investeringsansvar hos virksomheder med en omsætning på mere end 1 mia. USD i undersøgelsen.

Forsyningskæder i fokus

Det er bemærkelsesværdigt, at usikkerheden i forsyningskæderne har opnået så stærkt et ledelsesmæssigt fokus, foran andre tunge udfordringer som stigende råvarepriser og energikrisen.

Forsyningssikkerhed er simpelthen i top på listen over topchefernes bekymringer.

Konkret overvejer topcheferne investeringer i teknologi, der sikrer øget agilitet, gennemsigtighed og overblik, men også investeringer fokuseret på diversificering i forhold til leverandørbasen, produktion og logistikpartnere.

Ifølge Maria Søndergaard, direktør for Produktion og Retail hos Capgemini Danmark, viser den nye undersøgelse entydigt, at forretningsledere intensiverer investeringer, der styrker væksten. Det er bl.a. investeringer på områder, der eliminerer de konkrete risici, der bl.a. har forstyrret forsyningssikkerheden den seneste tid.

- Når det gælder supply chain, ser vi, at virksomhederne prioriterer at skabe mere agilitet og diversitet. Det er tæt forbundet med de kæmpe forsyningsproblemer, vi så i kølvandet på Covid-19. Det handler bl.a. om investeringer i at trække produktion hjem, onshoring, eller tættere på, near-shoring, for at etablere produktionskapacitet tættere på kunderne. Samtidig er der en klar tendens til at investere i en mere regional leverandørbase og brede produktionen ud på flere aktører. Alt sammen for at reducere afhængigheden og risikoen, der ligger i et for snævert geografisk setup, forklarer hun.

Europa i front

Ifølge Maria Søndergaard viser Capgeminis undersøgelse også, at europæiske virksomhedsleder i højere grad end deres kolleger i resten af verden, forventer at investere i deres forsyningskæder i det næste års tid eller halvandet.

SCMNews har spurgt Maria Søndergaard om, hvorfor Europa skiller sig ud her.

- Der er ikke en helt entydig forklaring, men samlet set kan det skyldes, at vesteuropæiske virksomheder har oplevet Covid-19 pandemien og lock downs og den usikkerhed, det medførte, lidt hårdere end i virksomheder i Nordamerika. Der er også en stor eksponering over for produktion i Østen selv for mindre europæiske virksomheder og så kan den pludselige og nære risiko og usikkerhed, som er fulgt med krigen i Ukraine også spille ind. Undersøgelsen giver ikke et helt klart svar på, hvad der præcis ligger bag, siger Maria Søndergaard.

Bæredygtighed på vågeblus

Capgeminis undersøgelse viser også, at europæiske virksomheder skruer ned for deres fokus på investeringer i bæredygtighed. Virksomhederne i Asien forventer at de vil skrue op for de grønne investeringer.

- Undersøgelsen ser 12-18 måneder frem og viser ganske rigtigt, at europæiske virksomheder skærer ind til kernen og at det på kort sigt slår ud i form af forventet lavere investeringsniveau i bæredygtighed. Hvorvidt det er en tendens, der vil forsætte længere ud i fremtiden, siger vores analyse ikke noget om, så det kan jeg ikke spekulere i. Der er øget regulering på vej på hele bæredygtighedsagendaen i bl.a. EU, som helt givet vil trække i den modsatte retning og fastholde fokus på bæredygtige investeringer. Det undersøgelsen på mange måder viser er, at usikre tider får virksomheder til at investere tættere på kernen af forretningen, siger Maria Søndergaard til SCMNews

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188