23948sdkhjf

Velplaceret til grøn energi

Aabenraa Havn har rammerne og ambitionerne om at tiltrække fremtidens store spillere inden for udvikling af grøn energi.

Aabenraa Havn har med købet af grunden ved det tidligere Enstedværket de rette faciliteter til at tiltrække nye kunder inden for Green Energy-segmentet. Det viser blandt andet det nyindgåede samarbejde med det internationale industrigasselskab Linde Gas.

Det er en selvstændig målsætning for havnen og kommunen, at det store område dedikeres til at skabe og tiltrække flere virksomheder og arbejdspladser inden for grøn energi og recycling – samtidig med at de gode relationer til havnens eksisterende kunder fastholdes.

Rekord-halvår

Den kommunale selvstyrehavn i Aabenraa råder over 500.000 kvadratmeter, hvoraf de 70.000 kvadratmeter er kajarealer. Havnen har en vanddybde på op til 11 meter, mere end 2 km kajanlæg, 20 meter ro/ro-leje, to tankskibsbroer og tre mobilkraner med løftekapacitet på 240 tons i sammenløft.

I første halvår 2021 præsterede Aabenraa Havn at håndtere over 1,1 mio. tons gods over kaj, hvilket er 54 procent mere end i samme periode 2020. Den kommercielle drift af havnen fulgte stigningen i godsomsætningen, og omsætningen er derfor steget tilsvarende. Halvårsregnskabet viser således en omsætning på 21,1 mio.kr., hvilket er en stigning på 52 procent, mens resultatet af primær drift ender på 8,8 mio.kr.

- Det er kundernes fortjeneste. De forstår at udnytte de muligheder, de har i Aabenraa, hvor placeringen i forhold til Syddanmark, Nordtyskland og Østersøen er meget central, siger Henrik Thykjær, direktør i Aabenraa Havn.

- Første halvår bærer præg af et af vores store projekter, så vi kommer ikke til at kunne kopiere det i andet halvår. Men i forhold til den øvrige drift ligger vi på niveau med 2020, som også var rigtig pæn, og jeg har en forventning om, at vi kommer pænt igennem året, siger han.

Vigtig kontinuitet

Henrik Thykjær tiltrådte som havnens direktør i 2012, og i den periode gør det sig især gældende, at Aabenraa Havn har udviklet sig fra at være en lokal virksomhed til en mere regional og kommerciel virksomhed, mener han.

- Vi har nok fået flyttet os lidt ud af den kommunale skygge. Ikke at kommunen som sådan har lagt begrænsninger, men vi har nok være gode til at gøre vores ejere opmærksom på de muligheder, der er i vores havn. Kommunen ejer jo havnen, så hvis den hjælper os, har vi nogen enestående muligheder for at hjælpe vores kunder og erhvervslivet. Det samspil – at man har forstået rollefordelingen mellem kommunen og havnen – har vi helt klart fået styrket. Vi har været gode til at finde vores roller, og det har gjort, at samarbejdet med kommunen kun er blevet bedre, fordi vi forstår at spille hinanden stærke. Det har også været vigtigt, at vi har haft kontinuitet i bestyrelsen – at vi nu har haft den samme bestyrelsesformand i to perioder i træk. At Erwin Andresen nu har siddet i otte år, gør helt klart, at der er en anden forståelse, siger Henrik Thykjær.

Grøn industriklynge

Aabenraa Havn har en ambition om at skabe en erhvervsklynge inden for grøn energi og recycling på det relativt nyerhvervede areal ved det tidligere Enstedværket.

Ambitionerne har især fået vind under sejlene efter indgåelsen af et nyt samarbejde med det internationale industrigasselskab Linde Gas. Sammen vil partnerne over de næste par år undersøge mulighederne for at etablere et elektrolyseanlæg til produktion af brint på Aabenraa havn. Anlægget skal omdanne den grønne strøm fra havmøllerne i Nordsøen til klimavenlig brint, som ifølge planen skal bruges til produktion af en række grønne, brintbaserede produkter på Aabenraa Havn.

Aabenraa Havn oplever støt stigende interesse fra en lang række førende virksomheder inden for Green Energy-sektoren, og det skyldes især, at Aabenraa er geografisk et oplagt sted at producere grøn energi, og at både havnens faciliteter og placering bakker op om produktion, videretransport af produkter og de producerende virksomheder.

- Flere fortæller os, at der faktisk ikke i Nordeuropa findes lignende steder med de samme faciliteter. Vi fandt ud af, at vi havde den helt rette infrastruktur, og derudover gjorde grunden fra Enstedværket det endnu mere interessant, for der har vi også den infrastruktur liggende. Der er transformerstation ved siden af med direkte forbindelse til Kassø og direkte forbindelse til hovedelnettet. Vi har en enestående el-infrastruktur, og det er noget af det, der bliver afgørende inden for power-to-X. Grunden er også optimeret til både vej- og søtransport. Desuden er der en lokalplan for området, der giver mulighed for at bygge op til miljøklasse 7. Da Linde Gas melder ud, at de indleder et samarbejde med os, så er det noget, der bliver lagt mærke til – også internationalt, siger Henrik Thykjær.

Direktøren tilføjer, at det øgede fokus på Enstedværket og den grønne erhvervsklynge ikke fjerner havnens opmærksomhed fra dens eksisterende kunder.

- Vi har styrket den del af vores organisation, der tager sig af sørge for, at vores eksisterende kunder hele tiden har vores opmærksomhed. Det er vores base og det vigtigste. Men det er helt klart udviklingen af grunden ved Enstedværket, der får vores helt store opmærksomhed de kommende år, slutter han.

(Denne artikel er også bragt i Transport Tidende nummer 19/2021).

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141