23948sdkhjf

Prioritet til erhvervshavnene

Politisk opbakning til erhvervshavnene ved præsentation af infrastrukturpakken.

Da regeringen og et bredt flertal i Folketinget mandag præsenterede den store infrastrukturplan frem til 2035, var der øremærket milliarder til forbedring af erhvervshavnenes baglandsinfrastruktur. Broderparten sluges af motorvejsprojektet til Kalundborg Havn og anlægget af Marselis-Tunellen til Aarhus Havn. Tilbage er et tocifret millionbeløb til andre – og endnu ikke udmøntede projekter på havnene – herunder en færgepulje.

Transport Tidende benyttede lejligheden til at spørge, hvad regeringen og transportordførerne ville gøre for at sikre, at de store investeringer i baglandsinfrastrukturen ikke bliver spildt, fordi de kommunale havneejere hellere vil bygge attraktive boliger og kontorer ved kajkanten. En udvikling, der skaber stor usikkerhed for de private kommercielle virksomheder på havnene.

Til spørgsmålet om havnene, sagde finansminister Nicolai Wammen:

- Det er utroligt vigtigt, at investere i havnenes infrastruktur. Dels fordi transport med skib er en meget klimavenlig måde at transportere gods på og dels fordi havnene har meget stor betydning for Danmarks økonomi. Derfor er der planlagt meget store investeringer ind i infrastrukturplanen. Det gælder eksempelvis Marselis-tunnelen i Aarhus. To tredjedele af alle containere, der kommer til Danmark, går via Aarhus Havn. Derfor er det også et fornuftigt sted, at vi placerer en af vores store investeringer. Det er op til kommunerne at tænke byudvikling sammen med erhvervsudviklingen på havnene og det tror jeg også, man har et meget stærkt fokus på den opgave. Ved siden af de planer, der allerede har været nævnt, så har eksempelvis også Dansk Folkeparti haft det som et stærkt ønske om, at der blev afsat penge til havnene. Så det er i den grad noget, der er et stærkt ønske omkring ikke bare i regeringen, men bredt i Folketinget. Det er derfor vi har prioriteret området., sagde Nicolai Wammen.

Transportminister Flemming Engelbrecht tilføjede:

- Vi lægger med infrastrukturaftalen op til at investere mere end otte milliarder kroner i havnenes baglandsinfrastruktur. Generelt er det sådan – og jeg kan godt forstå, at du spørger meget detaljeret ind til det her – men det der er sat af, det er en ramme. Det betyder, at vi over de næste 14 år har rigtigt meget arbejde i Transportministeriet, der skal udmønte aftalen konkret – også i forhold til havnene, sagde transportministeren.

Dansk Folkepartis transportordfører, Hans Kristian Skibby sagde:

- Nu nævnte finansministerens netop Dansk Folkepartis interesse for havnene. Jeg har selv en baggrund, hvor jeg har arbejdet på havnene og har derfor et særligt forhold til havnene. Det er overordnet sund fornuft i at investere i vores erhvervshavne, fordi det er med til at bevare danske arbejdspladser her i landet. Havnene kan ikke bare lige sådan kan flyttes til andre steder. Når de først er der, så ligger de der, hvor de går., sagde Hans Kristian Skibby og fortsatte:

- Derfor er det vigtigt, at vi går ind og sikrer, at kajerne er lange nok, at dybden er stor nok til at skibene kan lægge til kaj. Derfor er vi meget tilfredse med aftalen på det her område – hvor der også er afsat en mindre pulje på 50 mio. kroner til andre havnerelaterede aktiviteter, herunder til færgerne. Det er vi sådan set meget tilfredse med, sagde Hans Kristian Skibby.

Til Transport Tidendes spørgsmål om havnene, sagde Kristian Pihl Lorentsen, Vestre:

- Med hensyn til havnene, så gik spørgsmålet på, hvordan vi vil sikre at det gode vi nu laver for havnene ikke bliver trumfet lokalt, fordi man bygger fine ejerlejligheder på havnearealerne. Der må jeg bare sige, at det er venstres politik, at når vi har en erhvervshavn, så skal den nyde prioritet. For Havnene er ikke bare et lokalt spørgsmål. De er hele Danmarks ”porte”– ikke kun en lokal havn. Der skal være plads til erhvervsaktivitet på havnene – det må have prioritet. I det omfang, man kan bygge boliger o.l. uden det skaber konflikt med erhvervsaktiviteterne på havnene, så er det fint nok. Men det må være sådan, at erhvervsaktiviteterne har prioritet – specielt når vi ofrer statskroner på bedre vejforbindelser.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125