23948sdkhjf

- Konfiskation af lastbiler er et nødvendigt onde

Undtages særlige grupper for tredjepartskonfiskation af køretøjer, åbnes der for smuthuller i loven, erklærer Konservative sig enig med regeringen.

Med lovforslag L 127, der i øjeblikket går sin gang i Folketinget, ønsker regeringen at skærpe indsatsen over for såkaldt vanvidskørsel. Det skal blandt andet ske ved at skabe mulighed for konfiskation af køretøjet – også selv om dette ikke ejes af chaufføren, der begår lovovertrædelsen – såkaldt tredjepartskonfiskation.

For nylig var der førstebehandling af L 127 i folketingssalen, og her fremgik det tydeligt, at lovforslaget især søger at komme vanvidsbilisme i leasede muskelbiler til livs, hvor ordensmagten i øjeblikket har trange kår i forhold til at kunne konfiskere køretøjer. Lastbiler blev ikke nævnt én eneste gang. Dette til trods for, at regeringen vil lade erhvervskøretøjer omfatte af afsnittet om tredjepartskonfiskation.

En række transportorganisationer har sendt høringssvar til transportministeriet, hvor de giver udtryk for bekymring omkring tredjepartskonfiskation af køretøjer, men regeringen vil tilsyneladende ikke give sig på dette punkt. Transportministeren har fra folketingssalens talerstol svaret, at der ikke kan gøres undtagelser for særlige grupper, da det – ligesom i tilfældet med leasingfirmaer – vil kunne skabe mulighed for at finde smuthuller i loven. Og altså således heller ikke for den tunge transport – hvis det udsagn skal tages bogstaveligt.

Konservativ støtte

Umiddelbart ligner det en formssag for regeringen at komme igennem med L 127. Tilsyneladende står alle støttepartier bag, ligesom man fra den anden side af folketingssalen også ønsker at stramme grebet om vanvidsbilisme. Liberal Alliance har dog været den mest højlydte modstander af lovforslaget:

- Vi er uenige i, at man skal kunne konfiskere fra tredjepart, og vi stemmer derfor imod lovforslaget. Jeg er ikke i stand til at vurdere, om det er nødvendigt for de partier, som vil stemme for loven, at inddrage de tunge køretøjer. Vi vil gerne pille de tunge køretøjer ud af lovforslaget, men det ville være bedst at skrotte loven fuldstændig, siger Ole Birk Olesen til Transport Tidende.

Hos Det Konservative Folkeparti beklager man sig over, at en vognmand vil kunne få konfiskeret lastbilen, hvis chaufføren kører vanvidskørsel, men det er et nødvendigt onde, siger transportordfører Niels Flemming Hansen:

- Det er en vanskelig sag, og jeg føler, vi er låst på hænder og fødder. Vi vil ikke finde os i, at folks liv er til fare, og så er det et nødvendigt onde, at erhvervstransporten også er omfattet. Der er så mange smuthuller, hvor man kan slippe udenom, og det vil vi sætte en stopper for, siger Niels Flemming Hansen.

Ifølge et svar fra Transportministeriet til ITD gør det sig gældende, at tredjemandskonfiskation af køretøjet omfatter tilfælde, hvor føreren har kørt spirituskørsel med en alkoholpromille over 2,00, eller hvis føreren ved kørslen har begået forhold, der medfører ubetinget frakendelse af førerretten. Medmindre føreren har gjort sig skyldig i ovenstående forhold, kan der ikke foretages konfiskation af køretøjet, lyder det.

- Hvad angår vanvidskørsel i forbindelse med fart, så har jeg svært ved at forestille mig, at en lastbil kan køre 100 procent for stærkt. Men vanvidsbilisme handler jo også om spritkørsel, og der er det jo desværre en anden sag. Men her har branchen jo selv mulighed for at sætte alkometer i lastbilerne, siger Niels Flemming Hansen og tilføjer, at Konservative vil have indlagt en solnedgangsklausul, så der om et år kan undersøges, om loven har haft den ønskede effekt.

(Denne artikel er også bragt i Transport Tidende nummer 4/2021).

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173