23948sdkhjf

Sprød strøm på distributionen

Med fuldelektriske Scania opnår Schulstad nu mere bæredygtig og støjsvag natdistribution.

De senere år har Lantmännen Schulstad haft succes med distribution af brød i særligt følsomme byområder med dieselelektriske Scania hybridlastbiler. Nu går den danske brødvirksomhed videre og indsætter et antal fuldelektriske Scania for at opnå endnu mere bæredygtig og støjsvag natdistribution af brød i hovedstadsområdet.

- I Storkøbenhavn leverer vi brød direkte fra vores store bageri på Avedøre Holme til butikker og supermarkeder hver eneste nat, året rundt. Det er vi nødt til, for brødet skal være frisk, når butikkerne åbner. Vi er underlagt strenge krav om leveringstider, og for ikke at forstyrre butikkernes naboer i de tættest befolkede dele af Storkøbenhavn er det et krav, at vi kan køre elektrisk om natten, fortæller Niels Holm.

Han er logistikdirektør hos Schulstad og har mere end 50 års logistikerfaring fra nogle af Danmarks største fødevaredistributører og arbejder med at løfte lastbilflåden til næste niveau for miljøegenskaber og bæredygtighed.

- Schulstads logistik er en integreret del af produktet. Selve distributions-flowet optimeres hele tiden for at øge udnyttelsesgraden. Den er nu tæt på 100 procent, fordi vi også medbringer andre brødleverandørers produkter til butikkerne og tager returemballage med hjem, så nu fokuserer vi især på at nedbringe CO2-aftrykket og samtidig opnå så støjsvag drift som muligt. Her er de fuldelektriske lastbiler overlegne, fastslår Niels Holm.

De seneste godt fem år har Schulstad draget mange nyttige erfaringer fra driften med de hybrid-elektriske lastbiler med kombinerede diesel- og batterielektrisk drivline samt batteripakker, der kan give op til 10 km hel-elektrisk, emissionsfri og støjsvag kørsel. De nye fuldelektriske Scania 25L er udrustet med ni store batteripakker, der oplades med grøn strøm på depot og præstere fuldelektrisk drift til mere end en hel dags kørsel uden mellemladning, forklarer Niels Holm.

- Samtidig er vores lastbiler specificeret med alle de støjreducerende egenskaber, som det er muligt at opnå. Både lifte, kølekasser, vognbunde, køleaggregater, rullebure, elektriske løftevogne mm. er såkaldt PIEK-certificeret, så materiellet holder sig under de strengeste grænseværdier. Schulstads flåde af distributionsbiler består af cirka 25 enheder med udkørsel fra bageriet på Avedøre Holme og cirka 65 enheder i alt, når Schulstads bageri i Pandrup og distributionscenter i Vejle tælles med.

Schulstad indgår også i en arbejdsgruppe med flere aktører på markedet og deltager i arbejdsgrupper, hvor der udveksles erfaringer omkring distribution især i byzoner, hvor trængsel, støjkrav og adgangsforhold stiller særlige krav til materiellet.

- Vores ambition er, at Schulstad kun investerer i emissionsfri lastbiler fra 2025. Faktisk overvejer vi også at investere i vores egen vindmølle, som kan producere grøn strøm til både vores produktion og distribution. Schulstad mener det alvorligt, når vi snakker om grøn omstilling, siger Niels Holm.

Omfattende analyser

Det er salgschef Michael Rasmussen fra Scania Danmark, der har leveret både de tre nye Scania 25L, de foregående P 320 Hybrid samt et større antal konventionelle distributionslastbiler til Schulstad. Og der er udført et omfattende analysearbejde af Schulstads distributionsflow for at nå frem til den optimale specifikation på de nye batterielektriske Scania 25L, forklarer han.

- Analyserne er baseret på konkrete driftsdata fra blandt andet de hybridelektriske Scania, som Schulstad har haft i drift de senere år. Derfra kender vi de præcise kørselsruter, driftsmønster, kørestrækninger, belastning, topografi samt andre parametre, der har betydning for specificeringen af den optimale batterielektriske distributionsløsning, forklarer han.

/anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156