23948sdkhjf

Fragtmand: Ja tak til flere kvinder bag rattet

Færre skader og bedre service er nogen af fordelene ved kvindelige chauffører.

Kvinder er lidt mere omhyggelige. De tænker sig om en ekstra gang, inden de trykker på speederen. Det giver færre skader og bedre service, lyder det fra Bach & Pedersen Fragt A/S, i en artikel som Dansk Industri har offentliggjort på erhvervsorganisationens hjemmeside i dag fredag.

Det er kun få år siden, at virksomhedens lastbiler skulle pakkes manuelt. Heldigvis foregår den proces i dag med hjælpemidler, og det åbner op for mange flere muligheder for kvinder i branchen.

- Vi har rigtig gode erfaringer med kvinder. De er grundige og sætter sig virkelig ind i, hvordan vi sikrer de bedste løsninger for vores special transporter og dermed for vores kunder, siger HR-Manager i Bach & Pedersen Fragt, Ann Karina Dybbøl Jørgensen. Hun så gerne flere kvinder i branchen.

- Der er ikke så mange kvindelige ansøgere, som vi kunne ønske os, så man hopper lige i stolen af glæde, når man får en kvinde i stakken. Og så en lærling, det var simpelthen dobbelt op på fantastisk.

Elevkontrakt

Fragtmandsvirksomheden har ansat 20-årige Emma Møller Bjerregaard på en elevkontrakt. Hun var angiveligt ikke i tvivl om, at hun ville være lastbilchauffør.

- Jeg vidste ret hurtigt, at jeg ville i lære som godschauffør. Det slog mig heller ikke ud, at jeg var eneste pige i klassen – for min klasse er bare den bedste! Knejterne har aldrig set ned på mig. Tværtimod, så bakker vi hinanden op og har det rigtig sjovt sammen,” fortæller Emma.

Alligevel bliver Emmas arbejde bemærket og ikke mindst kommenteret. Særligt ældre kunder bliver forundret, når hun stiger ud af lastbilen og udbryder: Hold da op. En pige? Kan du køre sådan en stor lastbil?

Men det kan Emma – og hun er faktisk super sej til det, hvis man spørger HR-Manager Ann Karina Dybbøl Jørgensen.

- Foruden at være et frisk pust i vores medarbejdergruppe, så er Emma meget rolig og eftertænksom af gemyt, og det gør, at hun har styr på sit arbejde. Under første samtale fortalte Emma os, at hun tidligere har kørt udkørselsmaskiner i en skov. Og vi var derfor ikke et sekund i tvivl om, at hun også ville kunne manøvrere en stor lastbil på vejene. Og det har hun til fulde bevist, at hun kan.

Arbejdstid og familietid

Traditionelt har arbejdstiderne i vejgodstransporten gjort det vanskeligt, at få arbejde og familieliv til at gå op i en højere enhed. Det har ikke bare gjort det vanskeligt, at tiltrække nye til branchen. Det har også gjort det svært at fastholde arbejdskraften.

Men det er heldigvis ved at ændre sig. Arbejdstiderne ændret sig, så de harmonerer bedre med et familieliv.

- Det er vigtigt, at vi får fortalt, at man sagtens kan have familie og tage på barsel i vores branche. Vi kan snildt tilpasse arbejdstiden efter chaufførernes privatliv. Vi har for eksempel en alenefar, som arbejder forskudt i forhold til, hvornår han har børn. Det kan man sagtens, siger Ann Karina Dybbøl Jørgensen.

Ved at fortælle om fordelene ved jobbet, håber hun på at kunne lokke flere kvinder til branchen:

- Der sker bare noget i en medarbejdergruppe, når der er kvinder tilstede. Kulturen ændrer sig simpelthen til det positive. Det oplevede vi også blandt lærlingene, da Emma kom til. Der er en større hensyntagen og hjælpsomhed end tidligere, og det er til gavn for alle i virksomheden.

Transportbranchen har i årevis forsøgt at tiltrække flere kvinder til chaufførsædet. Men det er gået meget langsomt og det har været svært at fastholde kvinderne.

Men DI ser tegn på, at flere kvinder får øjnene op for mulighederne i vejgodstransporten.

Antallet af kvinder på vejgodstransportuddannelserne er fordoblet på fire år. Der er nu 78 kvinder, der er under uddannelse til lastvognschauffør. Dermed er der også håb om, at transportbranchens målsætning om at 10 procent af chaufførstillingerne skal være besat med kvinder i 2030. Ifølge DI er der i dag et sted mellem 600 og 700 kvindelige chauffører.   /Smir

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141