23948sdkhjf

DAF dominerer det tunge segment

Den hollandske lastbilproducent kører af sted med flere priser – blandt andet International Truck of the Year 2022.

Lastbilfabrikanten DAF løb med al opmærksomheden i går onsdag på den internationale transportmesse Solutrans i Lyon, Frankrig.

Virksomheden kørte nemlig af sted ikke alene med prisen som International Truck of the Year 2022 (IToY), men også innovationsprisen Truck Innovation Award 2022.

Bag kåringen står den internationale jury International Truck of the Year, der består af 24 lastbiljournalister, som repræsenterer førende fagmedier i 24 europæiske lande – i Danmark repræsenteret af Lastbil Magasinets chefredaktør Rasmus Haargaard.

IToY

DAF’s New Generation XF, XG og XG+ modtog således hæderen som International Truck of the Year 2022.

Det prestigefulde trofæ blev onsdag aften overrakt til Harry Wolters, præsident for DAF Trucks, ved et stort gallashow på Solutrans i Frankrig.

Med 150 point vandt den nye hollandske generation af langturslastbiler afstemningen foran konkurrenter som Ivecos nyligt lancerede anlægsbil T-Way, samt Mercedes-Benz’ batterielektriske eActros (anden generation).

Prisen som International Truck of the Year (IToY) uddeles hvert år. Kriterierne for kåringen omfatter blandt andet teknologisk innovation, komfort, sikkerhed, køreegenskaber, brændstoføkonomi, klimaaftryk og TCO.

Ved at drage fordel af EU’s nye regler om længder på vogntog har DAF skabt en lastbilserie, som markant forbedrer aerodynamikken, brændstofeffektivitet, aktiv og passiv sikkerhed, samt chaufførkomforten.

IToY-jurymedlemmerne har i nylige testkørsler i både Spanien og det centrale Europa blandt andet fremhævet det forbedrede udsyn med en stor, buet frontrude, sideruderne med lav underkant, det ekstra vindue i passagersiden, samt det nye digitale system til erstatning for traditionelle sidespejle, samt det nye fronthjørne-kamera.

Den højeffektive drivline fik også roser med på vejen for sine yderligere forfinede Paccar MX-11- og MX-13-motorer, som kombineres med TraXon-automatgearkassen, forudseende fartpilot og udvidet eco-roll-funktionalitet.

- Med introduktionen af New Generation har DAF leveret en højteknologisk, tung lastbilserie, som sætter en ny standard i lastbilindustrien. Ydermere er den fremtidsorienteret, da den samtidig udgør en helt ny platform for nye lastbilgenerationer med alternative drivliner, udtaler juryens formand, Gianenrico Griffini.

Danmark er repræsenteret i IToY-juryen ved Lastbil Magasinets redaktør Rasmus Haargaard, som i efteråret 2021 har haft lejlighed til at testkøre New Generation DAF i Spanien, Holland og Belgien.

- Med sin yderst veltimede introduktion af en ny lastbilgeneration sprænger DAF rammerne for, hvilken kabinekomfort det er muligt at tilbyde chaufføren, uden at gå på kompromis med vogntogets effektivitet og lasteevne. DAF har derfor ikke kun skabt tre nye serier, men et helt nyt modelsegment. I en tid, hvor branchens udfordringer ikke kun handler om at udvikle de rette lastbiler, men også om at få nogen til at køre dem, sender DAF’s nye lastbilgeneration et stærkt signal, udtaler Rasmus Haargaard.

Innovation Award

DAF XF Hydrogen - en prototype på en brint-drevet lastbil med forbrændingsmotor - vinder prisen Truck Innovation Award 2022.

Kåringen af Truck Innovation Award er indstiftet for at anerkende de enorme teknologiske forandringer og energiskifte, som er i gang i lastbilindustrien i disse år. Bag kåringen står ligeledes organisationen IToY.

Med 92 point vandt DAF XF Hydrogen afstemningen foran andre kandidater som blandt andet Mercedes-Benz GenH2, en langtursmodel med brændselscelleanlæg.

IToY-juryen fremhævede køreegenskaberne, den glidende acceleration og chaufførvenlige brugerflade i prototypen, som er baseret på DAF’s New Generation af langturslastbiler.

Juryen værdsatte samtidig DAF’s innovative tilgang til alternative drivliver og drivmidler, som drager fordel af kvaliteterne i forbrændingsmotoren, mens der samtidig sikres CO2-fri kørsel. I dette perspektiv kan innovative løsninger med brint-forbrændingsmotor komme til at spille en vigtig rolle i fremtiden ved at udnytte etablere teknologier, og dermed blive et supplement til eldrevne køretøjer med batterier (BEV) eller brændselsceller (FCEV).

- Skiftet til CO2-neutral transport kræver en bred vifte af levedygtige løsninger. Brintdrevne køretøjer med forbrændingsmotor kan spille en rolle i fremtidens mix af drivliner til regional- og fjerntransport, udtaler Gianenrico Griffini.

For at komme i betragtning til Truck Innovation Award-prisen skal der være tale om et køretøj på over 3,5 ton udstyret med en alternativ drivline eller brændstofsystem, eller andre former for innovative transportløsninger. Lastbilen skal kunne køre, men behøver ikke være i produktion.

Rasmus Haargaard har flere gange haft lejlighed til at se nærmere på DAF’s innovative brint-lastbil med forbrændingsmotor. Som en af ganske få journalister havde han i efteråret 2021 også lejlighed til selv at testkøre DAF XF Hydrogen på offentlig vej i Holland.

- I jagten på fremtidens drivmidler er det vigtigt at holde alle døre åbne, og med en alternativ, men alligevel snusfornuftig tilgang er DAF nået langt med dette spændende bud på en brint-lastbil. Samtidig har DAF modet til at lade os andre kigge med undervejs i udviklingsprocessen og give debatten om fremtidens drivliner nye, interessante perspektiver. Det fortjener ros og anerkendelse, udtaler Rasmus Haargaard.

Om International Truck of the Year

Kåringen af International Truck of the Year (IToY) blev indstiftet i 1977 af den britiske journalist og redaktør på magasinet Truck, Pat Kennett. I dag udgøres jurymedlemmerne af 24 lastbiljournalister fra fagmedier over hele Europa.

I de seneste år har IToY-gruppen udvidet med associerede medlemmer fra de voksende lastbilmarkeder i Kina, Indien, Sydafrika, Australien, Brasilien, Japan, Iran og New Zealand. IToY bistår desuden med lignende prisuddelinger i Kina og Sydamerika.

IToY samarbejder om de årlige kåringer med Dekra, som varetager opgaven med som uafhængig part at indsamle jurymedlemmernes stemmer og verificere det endelige resultat af afstemningen.

I afstemningen kan hvert jurymedlem uddele 12 point til de nominerede kandidater til prisen. Hvert medlem kan højst tildele én kandidat 7 point, og man behøver ikke gøre brug af alle 12 point. /anga.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11