23948sdkhjf

Stor Scania til fiskeindustrien

Stiholt leverer ny P 360 XT.

Stiholt har leveret ny Scania P 360 XT til Egersund Trawl DK. Den nye Scania bærer typebetegnelsen P 360 B8x2*6, der betyder, at det er en 4-akslet bil med 9-liters, 5-cyl. motor på 360 hk, 12-trins GRS895-gearkasse samt enkeltreduceret R780-bagtøj. Bilen er i såkaldt XT-udførelse med ekstra kraftig front samt udrustet med fuld luftaffjedring, dobbelte foraksler samt styrbar og hævbar bogieaksel bag trækakslen.

Den er skræddersyet til håndtering af store fangstredskaber som blandt andet fiskenet og -trawl, når de skal serviceres mellem fisketurene med de enorme fiskefartøjer. Den holder sig lige inden for de max. tilladte 12 meter udvendigt for en forvogn, men alligevel er der - foruden kranen - ”kun” blevet plads til Scanias lave, mellemlange CP17-førerhus. Og det på trods af, at bilen også en gang imellem kommer på ”langtur” til fiskerihavne i Norge og Sverige.

- Den nye Scania er vores anden lastbil til håndtering af de store fiskeredskaber. Vi har også en 13 gammel Scania til samme opgave, og den kører stadig upåklageligt. Derfor var det jo ikke særlig svært at vælge Stiholt og Scania som leverandør igen, siger direktør Jesper Hjermitslev fra Egersund Trawl DK.

- De forskellige fiskeredskaber vejer alt fra 500 kg til 18 tons, så der er brug for både en stærk lastbil og en stærk kran. Det har vi fået i en god pakkeløsning fra Stiholt.

Ud over at det skulle være en Scania, stillede han også krav om, at Stiholts værkstedschef Henrik Steffensen fra afdelingen i Hjørring var inde over i forbindelse med specificering og udformning af opbygningen, så den blev så effektiv og driftssikker som muligt. Og det lykkedes. Vandborg Karosserifabrik i Lemvig har skræddersyet ladet til bilen og monteret Palfinger PK27002-kranen samt stået for malingen.

- Den nye bil er blevet præcis, som vi har ønsket det. Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Stiholt og Henrik, og det gælder også for slutleveringen, tilføjer Jesper Hjermitslev.

- Egentlig skulle vi have haft bilen leveret allerede i foråret. Uden at nævne navne gik det ikke helt efter planen hos alle de involverede samarbejdspartnere, men til gengæld gik Stiholt ind og fik lavet en midlertidig løsning på vores udfordringer. Havde det ikke været for dem, var bilen nok slet ikke sat i drift endnu, fastslår han. /anga.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094