23948sdkhjf

Godshotel flytter ind i Taulov

Lejer 15.000 kvadratmeter i MG Park Fredericia.

Lager- og logistikparken i Taulov har netop lejet hele 15.000 kvadratmeter ud til logistikvirksomheden Godshotel. Hos udvikleren bag, MG Real Estate, glæder man sig over aftalen, der understreger markedets store efterspørgsel lige nu.

Taulov er med en særlig attraktiv beliggenhed blevet et mekka for blandt andet lager- og logistikbranchen. Ambitionerne er store, og der bliver bygget mange kvadratmeter til at huse de mange lagervarer, der hver dag skifter placering.

Hos MG Park Fredericia, der er en af de nye, moderne lager- og logistikbygninger i området, er det planen, at der i løbet af en årrække skal stå 80.000 kvadratmeter til rådighed for diverse virksomheder, der skal bruge lagerplads.

MG Real Estate, der er udvikler bag parken, har netop udlejet de første 15.000 kvadratmeter til Godshotel A/S, der ud over aktiviteterne i Taulov har lagerhotel i Kolding og Greve.

- Det er glædeligt, at vi nu for alvor kommer i gang med vores satsning i Taulov, og vi byder Godshotel varmt velkommen. Vi har fuldt fokus på at udvikle vores lager- og logistikløsninger bedst muligt til markedet og vores kunder, og med en stor efterspørgsel ser det ud til at lykkes fint for os

- Ud over selve vores moderne logistikfaciliteter oplever vi også, at placeringen i Taulov giver genlyd i markedet, fordi der er rigtig mange virksomheder, der gerne vil have motorveje og togbaneløsninger tæt på. Men virksomhederne vil også gerne være til stede i et nærområde, hvor der kan rekrutteres kvalificeret arbejdskraft, siger Christopher Thomsen, ansvarlig for den danske forretning i MG Real Estate, der er en europæisk storudvikler med aktiviteter i Europa.

Hos Godshotel er der store forventninger til det kommende lejemål:

- Når vi skal levere logistikløsninger for vores kunder, er det vigtigt, at vi har moderne og effektive lagerfaciliteter. Det sikrer, at vi er konkurrencedygtige, og at vi kan levere et godt produkt, der er med til at fastholde tilfredse kunder og tiltrække nye. Vi er på en vækstrejse, og den kræver gode omgivelser for at udfolde sig, forklarer Martin Dibbern, koncerndirektør for Godshotel.

Ifølge Christopher Thomsen er markedet for udlejning af lager- og logistikløsninger inde i en rivende udvikling, og det gælder også i Trekantområdet.

- Trekantområdet har de seneste ti år cementeret sig som et af de helt centrale logistikkraftcentre i Danmark, og derfor er det naturligvis interessant for en forretning som vores at udvikle et projekt som MG Park Fredericia.

- Mange steder er der flere ældre logistikbygninger, som vores nye topmoderne bygninger kan udkonkurrere på alle parameter. Samtidig er efterspørgslen på lagerplads steget eksponentielt under de seneste års forbrugsefterspørgsel, og vi oplever, at kunderne generelt er villige til at binde sig til længere lejeaftaler lige nu, fortæller den landeansvarlige.

Ud over logistikcentret i Fredericia har MG Real Estate lige nu et projekt i gang i Greve.

Godshotel indtager de nye lokaler i slutningen af 2021, mens MG Real Estate går i gang med spekulativt at bygge yderligere 18.000 nye kvadratmeter i 2022. Erhvervsmægleren Colliers har bistået parterne i processen med at lande lejeaftalen. /anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156