23948sdkhjf

Dansker til tops i Hamburg Süd

Poul Hestbæk forfremmes til CEO.

Danske Poul Hestbæk forfremmes fra driftsdirektør (CCO) til administrerende direktør i containerrederiet Hamburg Süd, der er et datterselskab af A. P. Møller – Mærsk.

Poul Hestbæk overtager med virkning fra slutningen af første kvartal 2021 stillingen som topchef efter Arnt Vespermann, der efter over 20 år hos Hamburg Süd har valgt at forlade selskabet.

Poul Hestbæk har været ansat i Hamburg Süd siden 2004. Den 59-årige har tidligere været ansvarlig for linjeskibsrederiets kommercielle forretning på flere kontinenter, herunder Latinamerika, Europa og Asien-Stillehavet.

- Vi lovede vores kunder, at Hamburg Süds DNA ville forblive uændret under integrationsprocessen, og at de fortsat ville nyde den fremragende service, de er vant til fra vores teams på lokalt niveau. Vi har holdt det løfte, siger Arnt Vespermann og tilføjer:

- A.P. Møller - Mærsks multi-brand-strategi er etableret på de globale markeder. Fremadrettet vil vi lægge et endnu stærkere fokus på at implementere denne strategi og styrke vores Hamburg Süd-brand med hensyn til kundeforhold, såsom i vores Key Account Management-indsats. Således er det nu det ideelle tidspunkt for mig at overlade roret til Poul Hestbæk, siger han.

Arnt Vespermann kom til Hamburg Süd i 1999 som leder af dets juridiske afdeling og blev direktør for trampfart-datterselskabet Rudolf A. Oetker KG i 2006. Han har været medlem af Hamburg Süds direktion siden 2009 og selskabets administrerende direktør siden 2017.

Vincent Clerc, administrerende direktør i Ocean & Logistics hos A. P. Møller – Mærsk A/S:

- Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Arnt Vespermann for hans engagement og lederskab. Arnt har spillet en vigtig rolle for at sikre en meget vellykket integration af Hamburg Süd. I købsåret øgede Hamburg Süd endda volumenerne, hvilket er et tegn på brandets ekstremt høje kundeloyalitet. Poul Hestbæk repræsenterer kontinuitet takket være hans mange år med Hamburg Süd, og med sin kundeindstilling vil han lede den fortsatte udvikling og styrkelse af Hamburg Süd inden for familien af Mærsk-brands. Med dette lederskab starter vi et nyt kapitel i Hamburg Süds rejse som et meget respekteret brand på markedet, siger Vincent Clerc. /anga.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188