23948sdkhjf

Jule- og nytårshilsen fra Danske Speditører

Martin Aabak: »…det gik op for danskerne, at transport ikke alene er vigtigt – den er kritisk.

Dette år har været ganske særligt. Det siger man hvert år, men i år må det siges, at der er vægt bag ordene.

COVID-19 tog livsgreb på vores samfund. Den lagde gader øde, mens den fyldte hospitalerne. Den satte med bobler grænser for vores sociale liv. Og lod med begrænsningerne de bobler sprænge, hvori vi havde vores planer, vores håb og vores samliv.

Et frygteligt år går på hæld i en mørk tid, efter et mørkt år. Der var få lyspunkter. Men de lys, der var, skinnede måske ingen steder lysere, end i vores branche. For mens Danmark lukkede ned, gik det op for danskerne, at transport ikke alene er vigtigt – det er kritisk. Når alle andre blev indendørs, så gik vores folk på arbejde. Vi sørgede for varer til hylderne, bind til mundene og udstyr til hospitalerne.

Ingen kan, efter 2020, længere være i tvivl om, at transport er en del af den kritiske infrastruktur – måske endda den bærende del.

Nu kommer vaccinen, så det er ikke nu, at vi glemmer transporten vigtige rolle. Det er nu, vi sætter streg under den, når I – vores medlemmer – træder til igen og sørger for at udbredelsen sker hurtigt, effektivt og korrekt. Igen vil danskerne se, at det er jer, jeres medarbejdere og deres knowhow, der sikrer, at vi kommer ud af den spændetrøje COVID-19 har lagt om os. Det er jer og jeres medarbejdere, der kommer til at arbejde dag og nat for at sikre at lastbilen kommer frem, at toget er korrekt læsset, at flyet letter og at skibet – og dermed hele Danmark - kommer sikkert i havn.

For det skylder vi jer en enorm tak, både som brancheforening, men også som borgere. Den fleksibilitet, handlevillighed og tålmodighed I har udvist, har været eksemplarisk. Både over for os og overfor de mange nye og omfattende krav, der er blevet stillet til jer. Og der har været mange – og ikke alle har været fair fordelt. Et eksempel på dette var nedlukningen af Nordjylland. Vi har flere medlemmer, nogle af dem mere klemt af situationen end andre, men da de sagde fra, fik de opbakning fra resten af medlemmerne. Det gjorde mig stolt. Stolt over en branche, der viser samfundssind og brødreånd i en svær tid, hvor det måske havde været nemt at forfalde til det modsatte.

Vi er ikke på den anden side. Men allerede nu ser vi tegn på, at politikerne har glemt, hvor vigtig transporten er. Hvor essentielt det er for samfundet, at den har gode rammebetingelser. Hvor vigtigt det er at den ikke pålægges yderligere åg. Det er som om, at man glemmer at mundbind, vaccine og respiratorer ikke produceres i Danmark – men i verden.

Transporten stopper ikke ved grænsen – den er international. Jeg kan være endog meget bekymret over at se politikerne glemme dette til fordel for dyrekøbte, protektionistiske tiltag, der taler til dem, der frygter vores omverden og dens konkurrenceevne. Danmark har altid levet af at åbne sig mod verden. Det vil vi sætte en streg under i det nye år, hver gang vi får muligheden.

Transportbranchen leverer. Vi er de eneste, der kan. Uden os ville varerne strande på fabrikker og bondegårde. Og selvom vi dette år har bevist, at vi også har samfundssind og det måske endda mere end så mange andre, så kommer vi ikke til at bede om gaver, tilskud eller skattelettelser. Vi beder om, at vi ikke skal betale for andre branchers fremgang. Vi beder om, at vi ikke skal betale for andres manglende konkurrenceevne. Vi beder om klare regler, der giver en fair spilleplade. Uden slet skjulte dagsordener og særhensyn – men med fokus på stærke løsninger på de problemer, der måtte være.

Tak for i år. I har igen imponeret mig – og vi arbejder hver dag i Danske Speditører på, at I kan få lov til at blive ved, år efter år. Jeg ser frem til et 2021, hvor I vil løfte store udfordringer til gavn for alle i Danmark. I mellemtiden gør vi det bedste vi kan, for at fjerne de sten I måtte møde på jeres vej.

Glædelig jul, godt nytår og rigtig god arbejdslyst til jer alle.

Med venlig hilsen

Martin Aabak

Direktør, Danske Speditører

                                                                                                                             / Smir

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127