23948sdkhjf

1 mio. gratister sejlede i juli

Regeringens tilbud om gratis sejlads var et stort hit.

Alle danske indenrigsfærger havde tilmeldt sig ordningen i regeringens sommerpakke med gratis rejser for gående og cyklister i hele juli. En endelig opgørelse fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen viser, at de 53 indenrigsfærger i alt havde 991.648 passagerer med ombord i juli.

- Lad mig sige det, som det er: Det har været en overvældende stor succes. Næsten en million passagerer har gået eller cyklet ombord på vores færger uden beregning. De har oplevet nye dele og egne af Danmark – måske endda for første gang – og de har dermed også støttet et trængt kultur- og erhvervsliv på øerne. Jeg er stolt over, at vi med dette initiativ har gjort det muligt at skabe nye ferieminder for så mange mennesker, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Som følge af nedlukningen af Danmark hen over foråret har de mange besøgende været velkomne gæster for erhvervslivet.

- Med sommerpakken blev det lettere for danskerne at genopdage Danmark som ferieland. Derfor er jeg også svært glad for pakkens succes, som for alvor fik danskerne ud på vores smukke øer. Øernes butikker og lokale fællesskaber er udsatte under coronakrisen, og her har sommerens høje besøgstal gjort en vigtig forskel for landdistrikterne, siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Danske Rederier håber, at mange vil vælge ø-ferien igen næste år.

- De gratis færgebilletter betød, at vi fik fyldte indenrigsfærger på kort tid. På trods af lidt udfordringer med kapaciteten på enkelte overfarter er det samlet set gået rigtig godt. Færgerederierne har haft gang i butikken, og mange danskere har fået øjnene op for de danske øer. Vi tror på, at mange vil vende tilbage de kommende år, så årets ordning med gratis færger har også været en investering i fremtiden, siger Jacob K. Clasen, viceadministrerende direktør i Danske Rederier.

Sammenlignet med 2019 er der tale om en stigning af passagerer på 48 procent, mens antallet af cykler er steget med 96 procent. /anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.206