Taskforcen for flere kvinder til søs har lanceret 10 anbefalinger til rederierne. Målet er at skaffe flere kvinder til søs, men også at sørge for at kvinderne bliver i branchen.
Indledningsvis er der identificeret de tre primære barrierer, kvinder møder, når de stævner ud mod en karriere til søs: ” Kultur, karriere, og konflikthåndtering”. Derfra har taskforcen arbejdet mere specifikt med hver af dem og formuleret 10 meget konkrete råd med dertilhørende værktøjer og checkliste.
- Vi håber, at rederierne vil tage det her værktøj til sig og bruge det i den daglige kamp for at tiltrække og fastholde kvinder. Vi fornemmer i hvert fald stor opbakning fra branchen, så det er bare med at komme i gang, siger Anne W. Trolle, direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier.
Ud af i alt cirka 24.000 ansatte i de danske rederier er kun 14 procent kvinder. Blandt søfarende er det endnu færre. 6 procent af de danske søfarende er kvinder, og hvis færgerne udelades, er det kun 3 procent. Det betyder, at hvis ikke rederierne går målrettet til værks i forhold til at få fat i kvinderne, går sektoren ganske enkelt glip af halvdelen af talentmassen.
- Der er hård kamp om de bedste hoveder, og derfor er det helt afgørende, at vi knækker nøden og formår at tiltrække og fastholde flere kvinder, siger Anne W. Trolle. /anga.
Taskforcens 10 anbefalinger:
- Opstil konkrete mål
- Gå forrest i ledelsen
- Støt kvinderne
- Ryd op i sprog og fordomme
- Synliggør karrieremuligheder
- Gentænk rekrutteringsprocessen
- Brug rollemodeller
- Tilbyd efteruddannelse
- Sig nej til chikane og mobning
- Håndter konflikter ordentligt