23948sdkhjf

Danske chauffører efterspørges stadig

Stor interesse om chaufførjobs på jobmesser.

Selv om debatten om unfair konkurrence fra billige udenlandske lastvognschauffører lige nu ser ud til at blive et tema i valgkampen, så er der stadig ledige chaufførjobs til danske chauffører. Der er også chaufføremner, der er interesseret i job bag rattet.

Det stod ifølge chaufføruddannelsesspecialisten Dekra klart, da uddannelsesvirksomheden i uge 15 afholdt hele syv jobmesser spredt over hele Danmark.

79 vognmænd og virksomheder deltog i messerne, der tiltrak op imod 1.500 besøgende.

Skriger på arbejdskraft

Jobmesserne skulle matche virksomheder og ledige, der enten allerede var chauffører eller gerne ville være det. Da der er stor mangel på chauffører, stod flere vognmænd og virksomheder klar på deres stand på jobmessen, fordi de manglede arbejdskraft.

Det skriver Dekra i en pressemeddelelse.

I Brøndby stod blandt andet Heidi Grønneskov og repræsenterede Stavnskær Fragt. Hun var på charmeoffensiv for at finde nye chauffører.

- Det er svært at få de folk, som man gerne vil have. Der er rift om de gode chauffører, udtalte Heidi Grønneskov inden jobmessen begyndte.

Efter den 2 timers jobmesse var Heidi særdeles tilfreds, især i kølvandet på de sidste par måneder hvor det har været vanskeligt at rekruttere chauffører.

- Vi har ansat to chauffører og skal have et par lærlinge til samtale, som vi håber på at kunne ansætte, lød det optimistisk fra Heidi Grønneskov efter jobmessen.

Gode kandidater

Der var ingen virksomheder, der – ifølge Dekra – gik tomhændet hjem fra jobmesserne. Til alle syv jobmesser kom samtlige virksomheder og vognmænd hjem med nogle gode kandidater.

HB Care, der er Danmarks førende inden for specialkørsel, var at finde på jobmesserne i Brabrand og Brøndby. Fra jobmessen i Brøndby fik de 6 spændende kandidater, som de nu løbende vil holde samtaler med.

Gert Ottesen, der er udviklingschef for HB Care, understreger at de ikke kun kommer på messen på grund af de mulige kandidater, men i lige så høj grad for at være synlige i branchen. Han var selv på jobmessen i Brøndby, som med hans egne ord var helt fantastisk og godt arrangeret.

I Nørresundby fandt virksomhederne også mange gode kandidater. De syv deltagende virksomheder gik samlet derfra med 47 kandidater. 14 af dem stod virksomheden !Amok for. De kører studenterkørsel og går snart deres travleste sæson i møde og havde derfor markant brug for arbejdskraft til at køre sommerens mange studenterkørsler.

Et job i mors fodspor

I Brøndby havde 25-årige Josefine Ravnsbæk taget sin mor Anette Nielsen under armen til jobmessen. Josefine havde netop afsluttet busuddannelsen hos Dekra og var på udkig efter et job i blandt de 26 virksomheder. Og det var ikke helt tilfældigt, at Josefines mor var med. Hun har nemlig selv arbejdet som buschauffør i 18 år og kører lige nu med turister. Josefine vil gerne gå i sin mors fodspor og håber på, at de en dag kan køre bus sammen.

Med sig hjem fra jobmessen i Brøndby fik Josefine en aftale om en jobsamtale hos Ditobus, der efterfølgende har resulteret i et job. /Smir

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141