23948sdkhjf

Ros til hovedstadsudspil

Regeringen præsenterede fredag udspillet Danmarks hovedstad – initiativer til styrkelse af hovedstadsområdet.

- Regeringen vil have en stærk og attraktiv hovedstad. Derfor præsenterer vi i dag over 100 initiativer, som er en kæmpe vitaminindsprøjtning til hele hovedstadsområdet fra Helsingør til Køge og Roskilde, sagde erhvervsminister Rasmus Jarlov (C), ved præsentationen af udspillet.

Fire store udfordringer frem mod år 2030

Regeringens udspillet leverer svar på i alt fire udfordringer, som hovedstadsområdet står over for frem mod år 2030, nemlig:

- Hvordan får vi plads til 200.000 flere borgere?

- Hvordan skaber vi gode rammer for vækst og viden?

- Hvordan undgår vi trængsel?

- Hvordan bliver hovedstaden aktiv, levende og grøn?

Med det udspil, som regeringen offentliggør i dag, følger desuden en vision om, at hovedstadsområdet skal være et af de bedste steder i Nordeuropa at bo, leve, arbejde og drive virksomhed.

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen:

- Med flere mennesker, der lever og arbejder i hovedstaden, følger også mere trængsel på vejene, som er en bremseklods for en høj mobilitet. Vi skal forbedre fremkommeligheden, og derfor vil vi undersøge muligheden for at udvide ringforbindelserne i hovedstadsområdet. Og så skal vi give den kollektive trafik et kvalitetsløft ved at samle hovedstadsområdets kollektive trafik i én samlet stærk organisation for på den måde at sikre et effektivt og gennemskueligt transportsystem.

Regeringens hovedstadsudspil lover godt nyt for infrastrukturen og trængselsproblemerne i hovedstadsområdet

Ros fra ITD

Infrastruktur, tilgængelighed og den fysiske planlægning skal følge med, hvis hovedstaden fremadrettet skal kunne tiltrække investeringer og kompetencer. Det fremgår af det hovedstadsudspil, som regeringen har præsenteret. Centralt i udspillet står, at trængslen på vejene skal reduceres og fremkommeligheden forbedres til gavn for mobiliteten i og omkring hovedstaden. ITD hilser udspillet velkommen og glæder sig over, at der nu blandt andet vil blive sat skub i forundersøgelserne til udbygning af de hårdt pressede motor- og ringveje omkring byen.

Erhvervsminister og formand for regeringens hovedstadsudvalg Rasmus Jarlov, transport- bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen og miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen har fremlagt regeringens hovedstadsudspil. Udspillet adresserer fire store udfordringer frem mod år 2030, og som et væsentligt element indgår det at reducere trængslen og forbedre mobiliteten i og omkring hovedstaden.

- Det er et visionært og tiltrængt udspil, som i dag er blevet præsenteret, og vi glæder os over, at der nu bliver igangsat konkrete initiativer, så vi kan komme de massive trængselsproblemerne i og omkring hovedstaden til livs. For virksomhederne i transporterhvervet er god fremkommelighed et af de vigtigste parametre, men det er også en gevinst for borgerne og miljøet, hvis vi kan få afhjulpet trængslen og reguleret trafikken hensigtsmæssigt og fremsynet, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.

Trafikvækst på 32 procent

De seneste 10 år er trafikken på motorvejsnettet steget med 32 procent, og udviklingen forventes at fortsætte. De største problemer med fremkommelighed og kapacitet på vejnettet er centreret om ringforbindelserne, og derfor skal disse udfordringer løses sammen med en udbygning af indfaldskorridorerne. På den baggrund indgår det i udspillet, at der skal igangsættes VVM- og forundersøgelser af ringforbindelserne i hovedstaden, og dette ventes at forbedre kapaciteten på det centrale vejnet i hovedstadsområdet betragteligt.

- Der er ingen tvivl om, at det er nødvendigt at foretage massive investeringer i vejinfrastrukturen, hvis vi skal komme flaskehalsproblemerne til livs. Her indgår hovedstadsudspillet som et væsentligt element. Samtidig skal vi ikke glemme, at der også andre steder i landet er behov for at løfte kapaciteten og udbygge og fremtidssikre infrastrukturen. I den forbindelse har regeringen bebudet, at der kommer en samlet investeringsplan for infrastrukturen i begyndelsen af februar, og den venter vi os naturligvis meget af, slutter Carina Christensen.

I forbindelse med udspillet er det blevet meldt ud, at regeringen vil prioritere en forlængelse af Hillerød- og Frederikssundmotorvejen. Herudover er der 16 kilometer motorvej på vej til Næstved og 30 kilometer motorvej til Kalundborg i vente.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141