50-tons grænse bremser hollandske modulvogntog
Mere end halvdelen af de hollandske modulvogntog står stille efter totalvægten er sænket fra 60 til 50 tons.
Det kom frem på en transportkonference ”Fleet Management” i Holland.
Det oprindelige hollandske modulvogntogsforsøg anvendte ’svenske mål’, hvor den maksimale tilladte vogntogsvægt var 60 tons. Da man i 2007 vedtog at gøre forsøget permanent sænkede man totalvægten til 50 tons – blandt andet af hensyn til ældre hollandske broer.
Men sænkningen har ifølge Michel van der Wedden, der er logistikchef ved Plieger BV, medført at mere end halvdelen af de omkring 180 hollandske modulvogntog står stille.
Årsagen er angiveligt, at de ’barberede’ modulvogntog har en 20 procent ringere lasteevne målt per kubikmeter set i forhold til normale lastvognstog.