Stærk vækst på danske havne
Ny rekordomsætning på de danske erhvervshavne i 2007, trods markantnedgang i olieomsætningen på grund af faldene produktion på oliefelterne i Nordsøen.
I 2007 håndterede de 27 største danske havne 97,3 mio. tons gods – det var 1,3 mio. tons mere end i 2006, der også var et rekordår. Siden 2001 er godsmængderne for de større havne steget med ca. 20 mio. tons – eller 25 procent.
Resultatet for 2007 er bemærkelsesværdigt, da det dækker over en nedgang på 1,4 mio. tons olie, fordi den danske olieproduktion i Nordsøen er faldende. Så det øvrige gods er altså gået mere end 2,7 mio. tons frem på de større havne i 2007.
- Det bedste resultat i mange år, siger en tilfreds borgmester Uffe Steiner Jensen, der er formand for Danske Havne.
Det er Danmarks Statistik, der har opgjort godsomsætningen på de danske erhvervshavne.
Fragtskibsgods og containere
Det er især traditionelt fragtskibsgods, der er gået stærkt frem. Jern og stål har haft en fremgang på 9 procent målt i tons, korn og foderstoffer 15 procent, sten, sand og grus 18 procent, og træ er gået hele 29 procent frem på de største havne.
Containergodset er vokset med 15 procent til knap 800.000 enheder.
Uffe Steiner Jensen siger om væksten:
- I 2007 håndterede de største havne for første gang mere end én million tons træ. Det skyldes efterspørgslen på materialer til byggeindustrien, og det øgede fokus på biomasse til kraftværker og andre energianlæg. Mængden af containere på de danske havne voksede i 2007 over otte gange hurtigere end samfundsøkonomien. Der er blevet næsten 50 procent flere containere på blot tre år. Det er et bevis for hastigheden af globaliseringen, og det understreger havnenes og skibsfartens stigende betydning, siger Uffe Steiner Jensen.