Formanden for gruppen Danske Ledsagebiler, Bo Grubak, oplevede ikke hændelsesforløbet omkring sovepladser i følgebiler, helt som beskrevet i medierne. Det er ikke afgørende for ham, hvem der fik sagen igennem i Folketinget, men han mener ikke, at DTL bør bryste sig af resultatet. Her er Bo Grubaks oplevelse af forløbet:

I januar 2006 drog jeg og daværende følgebilsvognmand, Michael Munkbøl, til København, idet Michael havde fået arrangeret et møde med formanden for Folketingets Trafikudvalg, Flemming Damgaard Larsen. Han havde i sin egenskab af medlem af DTL – han driver en vognmandsforretning ved siden af – også underrettet dem om vort møde, hvorefter Ove Holm fra DTL troppede op.

Vi holdt et – synes jeg – godt og konstruktivt møde, hvor vi fik gjort det helt klart for Damgaard Larsen, at det var nødvendigt for os at få tilladelse til at indrette bilerne. Mit indtryk var da også, at han var dybt rystet over, at reglerne var som de var, og at han straks ville kaste sig over sagen.

Han sluttede mødet af med at spørge mig: - Hvad er dit løsningsforslag? Jeg forklarede ham, at det var meget enkelt, nemlig at lade vore biler registrere som ledsagebiler i stedet for varebiler til godstransport og samtidig tillade, at sådanne biler så måtte indrettes, men til gengæld ikke bruges til andet.

Det eneste vi hørte til DTL – læs Ove Holm – under mødet var, at han stillede spørgsmålstegn ved, om det nu også var en god ide.

For hvad nu hvis der var andre, som også gerne ville køre følgebil ved siden af deres pakketransport. Jeg forsøgte at forklare ham, at sådanne personer jo bare kunne lade være med at registrere bilen til ledsagekørsel, men at de til gengæld så ikke måtte indrette den, hvilket de nok heller ikke var interesserede i, da de jo skulle køre pakker næste dag.

Det var – ifølge Flemming Damgaard Larsen – første gang han hørte om problemet, og derfor kan det fastslås, at DTL på dette tidspunkt ikke havde rejst problematikken.

Da der, som bekendt, ikke skete noget det næste års tid, fik Lars Madsen arrangeret, at han og jeg drog til folketinget og fik foretræde for skatteudvalget. Dette blev arrangeret via John Dyrby Poulsen, som er MF’er og medlem af skatteudvalget. Vi medbragte vore respektive biler, Lars’ bil udrustet som en følgebil skal være udrustet, og min egen, hvor alt udstyr bare var smidt ind bagi og lå i en stor bunke (hvilket er i overensstemmelse med loven). Vi fremlagde vore problemer for udvalget og bagefter gik de med udenfor og så med egne øjne, hvad det var vi talte om.

Bagefter fik jeg af John Dyrby oplyst, at man ville forsøge at tale med skatteministeren, og at man, såfremt det ikke gav pote, ville fremsætte et beslutningsforslag i Folketinget, idet alle fandt det helt uhørt at vore arbejdsbetingelser var sådan. Der var ingen, der på noget tidspunkt nævnede, at man havde haft problemet oppe at vende tidligere og ej heller blev DTL nævnt.

Vi var på besøg i maj, og få dage efter gik tinget på sommerferie, så vi skulle ikke forvente noget før tinget igen blev trommet sammen. John Dyrby var dog sikker på, at det var på plads inden jul. Imidlertid kom et folketingsvalg i vejen, og verden gik i stå.

Den 26. februar 2008 blev jeg ringet op af John Dyrby, som fortalte, at jeg ikke måtte sige det til nogen endnu, idet det ikke lå på tryk, men han var netop kommet fra et møde med skatteministeren og at loven ville blive ændret, således at vi fik lov til at indrette faste sovepladser i bilerne.

Dagen efter blev det så offentliggjort, og straks kunne man i alverdens tidsskrifter med relation til transportbranchen læse, at DTL endelig havde fået det igennem de havde arbejdet på i så mange år.

Jeg er i bund og grund ligeglad hvem der har fået det igennem, men jeg mener ikke DTL skal bryste sig af noget i denne sag, idet ingen af de relevante parter ser ud til at have haft kontakt til DTL på noget tidspunkt – ud over at skatteministeren var inde hos dem og spise pindemad på et tidspunkt.

Så derfor DTL – vær stolt at de ting I får gennemført til glæde og gavn for medlemmerne, men lad være med at høste ære for noget I stort set ikke har deltaget i.