Stor tilfredshed i transport-branchen
Transportminister Carina Christensens længe ventede vejgodsstrategi blev godt modtaget af en næsten enig transportbranche.
Af Finn Bruun
Transportministeriets udspil "Vejgodsstrategi: Transport, logistik og udvikling" fastslår, at vejgodstransporterne er helt centrale for det danske samfund, fordi de udgør omkring 90 pct. af det gods, der transporteres rundt i Danmark. De bidrager endvidere som bindeled, når gods fragtes med bane, fly eller på sø.
Strategien omfatter et bredt spektrum af initiativer, med det formål at effektivisere og udvikle vejgodstransporterne under hensyntagen til at begrænse transporternes miljø- og CO2-påvirkning.
Transportminister Carina Christensen siger: - Internationale undersøgelser viser, at Danmark fremstår som et af de bedste lande i Europa, når det drejer sig om distribution af gods og varer. Det er en position vi skal fastholde og udvikle, fordi et velfungerende transport- og logistiksystem har stor betydning for borgernes velfærd og erhvervslivets udviklingsmuligheder.
- Vi skal hele tiden se på, hvordan transporterne kan effektiviseres. Det nu udvidede forsøg med modulvogntog er et glimrende eksempel på, at man både begrænser lastbiltrafikken, og samtidig sikrer, at varer kan komme frem både billigere og med en mindre miljø- og CO2-belastning, lyder det fra ministeren som håber på styrket dialog og samarbejde mellem transporterhvervets interessenter i Godstransportens Tænketank.
HTS: Konkret handlingRapporten dokumenterer, at transport og økonomisk vækst i samfundet hænger uløseligt sammen. Derfor kræver det en velfungerende vejgodstransport, hvis man vil sikre fundamentet for fortsat vækst og velfærd i Danmark, siger HTS-direktør Michael Svane.
- Danmark har et effektivt transporterhverv, der driver virksomhed under stærk international konkurrence. Vi er faktisk blandt de bedste i Europa, når det gælder distribution af gods. Hvis transporterhvervet også i fremtiden skal være i førerfeltet og agere trækdyr for den økonomiske vækst, skal politikerne holde sig fra at indføre nationale særregler, der forringer erhvervets konkurrenceevne i forhold til udlandet, siger han.
- I den seneste tid har vi desværre set en lang række forslag fra politikere, der ønsker danske særregler for partikelfiltre og nye kørselsafgifter for lastbiler. I København vil man sågar forbyde store lastbiler i kommunen. Disse forslag skader godstransportens udvikling, ødelægger erhvervets konkurrenceevne over for udlandet og flytter i sidste ende arbejdspladser ud af landet. Det er mit stille håb, at transportministeren med den nye rapport i hånden vil kaste sig aktivt ind i kampen for at sikre konkrete forbedringer af rammebetingelserne for godstransporten, siger Michael Svane, som finder forslagene om bedre rastepladser meget positive.
- Sammenhængen mellem transport og infrastruktur er en afgørende forudsætning for et effektivt transporterhverv. Derfor er det helt centralt, at transportknudepunkter som havne, lufthavne, kombiterminaler bliver integreret i regeringens samlede strategi for fremtidens godstransport og infrastruktur, mener HTS, der samtidig efterlyser konkret handling, som opfølgning på vejgodsstrategien.
DTL: Mere effektiv transportBliver ord og indhold i regeringens vejgodsstrategi til konkret handling, kan transporterhvervet vende udviklingen og genvinde den tabte produktivitet, siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard
- Pointen er, at når transporterhvervet har haft lavere vækst i sin produktivitet end en række andre danske erhverv, så kan det stort set alene henføres til stærkt forringede rammebetingelser i de senere år. Det drejer sig f.eks. om EUs digitale fartskriver, som stjæler køretid, og fra national side er det for få rastepladser, ændrede køre- hviletidsregler, skærpede sanktioner og bagatelbøder. Hertil kommer de stigende trængselsproblemer mange steder i landet.
Derfor noterer DTL sig med tilfredshed, at der i Vejgodsstrategien er en række tiltag, som kan være med til at vende udviklingen«, siger Erik Østergaard.
Han peger på, at strategien viser forståelse for erhvervets samfundsmæssige betydning, og at transporterhvervet i Danmark skal udvikles samtidig med, at erhvervet er sig sit ansvar bevidst inden for f. eks. miljø, trafiksikkerhed og dyrevelfærd.
- DTL glæder sig over, at strategien nævner betydningen af at udvikle mindre virksomheder og at skabe nye. Negativ udflagning af danske transportvirksomheder har nemlig været en meget stor udfordring for erhvervet i de senere år, og vi er ikke overbeviste om, at flere udenlandske lastbiler på de danske veje gavner de overordnede mål om bedre miljø og bedre trafiksikkerhed. Der er i det hele taget mange fornuftige grunde til at gøre rammebetingelserne for transporterhvervet bedre og gøre det mere attraktivt at arbejde med godstransport, siger DTL-direktøren
Havnene er glade- Danske Havne er glade for den ny vejgodsstrategi, siger Danske Havnes formand, borgmester Uffe Steiner Jensen
- Strategien er et solidt stykke arbejde. De danske havne har behov for et effektivt vejtransporterhverv. For den samlede transportkæde er det afgørende, at godset kan komme hurtigt og sikkert frem - også til og fra landsiden af havnene.
- Derfor er det også vigtigt, at samspil mellem transportformerne har en central plads i strategien,” siger Uffe Steiner Jensen. ”Der er et stort uudnyttet potentiale i øget samspil mellem vejtransporten og andre transportformer. Alle transportformer skal udnyttes bedre, når udviklingen medfører globalisering af vareproduktionen, øget samhandel, generel økonomisk vækst og hastigt voksende trafikmængder.
- Kapacitetsproblemer på statsvejnettet er blevet et grundvilkår i Danmark,” fortsætter Uffe Steiner Jensen. ”Trafikmængderne vokser så hurtigt, at vi umuligt kan skaffe kapacitet nok ved blot at udvide det overordnede vejnet. Der må ses på, hvor der ellers er ledig kapacitet. Og det er der på havet! Spørgsmålet er derfor, om vognmændene er klar til at udnytte den blå motorvejs kapacitet i højere grad fremover? Måske kunne vognmænd endda gå ind i den maritime branche og agere som skibsredere?
Speditører: En god begyndelse- Rapporten er en virkelig god begyndelse, men ud over denne har ministeriet lagt en yderst troværdig plan for at komme videre med implementeringen, siger direktør Martin Aabak, Danske Speditører.
- Godstransportens Tænketank, som vi deltager i, fortsætter som det overordnede diskussionsforum med input til minister og embedsmænd, og der nedsættes med det samme en række grupper og workshops, som skal formulere og hjælpe med at implementere de forskellige politikområder. Det virker, som om man ikke har tænkt sig at spilde tiden, siger han og uddyber:
- Rapporten selv og hele processen er et eksempel på, at branchefolk som os kan bidrage konstruktivt og opnå indflydelse. Med vejgodsstrategien og de rapporter, der i forvejen er bragt til veje for andre transportformer, er en stor del af grundlaget for beslutningstagning om infrastrukturinvesteringer og rammevilkår bragt til veje. Nu skal vi have formuleret, hvad der mangler omkring samspillet mellem transportformerne. Det stykke arbejde glæder vi os til at deltage i, lyder det fra Martin Aabak.