NJ Maskintransport skifter ejer
Generationsskiftet gennemføres i familien – en nevø tager over
Af Finn Bjerremand
- Med et skarpt hjørne tæt på og en aktuel køber var det oplagt at sælge nu, siger Roland Jensen, der er den ene af de to brødre, som gennem mange år har drevet Niels Jensen Maskintransport A/S i Ormslev.
Virksomheden er netop blevet solgt til Roland Jensens nevø Kem Pouls med den første april som overtagelsesdato.
Vognmand Roland Jensen, siger til Danmarks Transport-Tidende, at han selv nærmer sig et skarpt hjørne og derfor under alle omstændigheder vil holde op senest om to år.
- Det var tiden at sælge nu, men jeg fortsætter dog uændret på min post i firmaet, siger han.
Roland Jensens bror, vognmand Torben Jensen, der er midt i 50erne fortsætter også uændret med at køre med sin store kranvogn. Den nye ejer Kem Pouls, der er nevø til Roland Jensen, har indtil for nylig drevet egen entreprenørvirksomhed. Da handlen med overtagelsen af NJ Maskintransport kom i stand, valgte han at satse helt på vognmandsforretningen og at afhænde sin entreprenørforretning.
Med hestevognNJ-Maskintransport A/S blev etableret helt tilbage i 1943 af vognmand Niels Julius Jensen, som blandt andet også handlede med koks- og brændsel - dengang da transporterne blev udført med hestevogne.
Efter Niels Julius Jensen tog vognmand Niels Hougaard Jensen over. Han var næste generation i familien, og han overtog virksomheden i 1964. På det tidspunkt var det først og fremmest kørsel inden for bygge- og anlægssektoren, vinterføre-bekæmpelse og en niche med transport af gas i flasker.
I løbet af 60erne og 70erne skete der stor udvikling i industrien. En udvikling der medførte behov for transport af større og større maskiner. Det betød for vognmandsfirmaet Niels Jensen, at man startede op med de første maskintransporter, og det medførte at vognmandsfirmaet anskaffede sig den første lastbilmonterede kran.
Komplekse løsningerHen ad vejen blev forretningen mere og mere specialiseret i komplekse transportløsninger, hvor der ofte både indgår transport, løft og baksning. I 1983 flyttede NJ Maskintransport til Ormslev, hvor der er god plads og gode faciliteter, både med værksted, lager, administrationsbygning, parkeringsplads ligesom der hører en privatbolig til på adressen. Samtidig med flytning af virksomheden til Ormslev, blev de to brødre Roland og Torben Jensen medindehavere af virksomheden, der blev omdannet til et selskab. I 1992 overtog de to brødre hele anpartskapitalen. Senere blev selskabet omdannet til et aktieselskab. Overtagelsen omfatter både adressen i Ormslev og den tilhørende vognpark med alt grej. Vognparken består af syv Scania lastvogne, hvoraf de fire er mindre end to år. Ud af vognparken er de fem udstyret med kraner og dertil kommer et antal specialtrailere og påhængsvogne. Alle medarbejdere fortsætter uændret under den nye ejer.