Der har været talt meget om behovet for at tænke helhed i dansk godstransport. Verden har udviklet sig så gennemgribende, at det ikke nytter, at hver transportform kun koncentrerer sig om sin egen lille andedam. Transportkæden er en realitet, som kræver samspil mellem flere aktører, og derfor er det vigtigt, at der også ligger en samlet plan, som tager højde for, at tingene rent faktisk hænger sammen – også så de politiske beslutninger, der hører til et moderne transportbaseret samfund kan blive truffet på et ordentligt grundlag og i hvert fald ikke spænde ben for udviklingen.

Der ligger i den ny vejgodsstrategi også en anerkendelse af, at transportbranchens rolle i hele samfundets udvikling ikke er til at komme uden om. De tider er forbi, da transport blev betragtet som et nødvendigt onde. Så selv om der imagemæssigt fortsat er meget at indhente, før lastbilen får den anerkendelse, den faktisk har fortjent, så er grundlaget for accepten nu klarere tilstede end nogensinde før.

Det er i høj grad organisationernes fortjeneste, at vejtransporten nu er kommet ind på de bonede gulve, så der lyttes til erhvervet både blandt politikere og embedsmænd. Strategi-udspillet fra transportministeriet er med til at understrege dette fremskridt.

Der er stadig store udestående problemer for vejtransporten. Stramme regler, sanktioner, indgreb, begrænsninger, pernittengryneri og så videre hører stadig til dagens orden. Men når først rammevilkårene ser ud til at komme på plads, er der grobund for at tage fat om de mange tidsler.

Nu er det ikke første gang, at transporterhvervet er blevet præsenteret for en omfattende strategi. Der kom faktisk en fremsynet én helt tilbage i 1998, som både havde visioner og opbakning. Men den endte desværre i skrivebordsskuffen.

Man kan så håbe, at der kommer anderledes liv i den nuværende. Ingen kan være i tvivl om, at vi infrastrukturmæssigt står overfor nogle gevaldige opgaver. Trængselsproblemerne er til at få øje på og betyder sammen med snævre køre-hviletidsbegrænsninger et klart tab af produktivitet i erhvervet. Så et hvilket som helst initiativ, der kan bløde op på den situation, vil være velkomment.

Vejtransporten har uden de store armbevægelser vist sin værdi. Desværre ses det kun i fuldt omgang, når den ikke fungerer, f.eks. i en strejkesituation. Så går der ikke mange timer, før problemerne bliver akutte for samfundet. Men når en hverdag med transport og så enorme godsmængder, som der rent faktisk er tale om, kører så gnidningsløst, som tilfældet rent faktisk er, så må man sige, at erhvervet faktisk har leveret sin del af opgaven med at få det danske samfund til at fungere effektivt, når det gælder forsyninger af en hver art. Og en vejgodsstrategi, der anerkender det faktum vil være med til at sætte yderligere trækkraft i et erhverv, som har et ganske stort medansvar for udviklingen af velfærdssamfundet.

Derfor er det på sin plads, at vise erhvervet den tillid, der skal til for at transporten i en tid med fortsat stigende godsmængder, kan løse opgaven lige så effektivt, som vi har været vant til. Politikeres og strategers opgaver bliver at sikre, at der i hvert fald ikke kommer flere klodser om benet på vejtransporten i form af ekstra stramme danske regler. Det var bedre at gå den anden vej, selv om ingen – heller ikke transportbranchen selv – ønsker vilkårlige regler eller manglende lovgivning. Efterlysningen går på rimelighed i lovregler og administrationen af dem og på forhold, som helt naturligt er gældende i andre erhvervet.

Vi skulle gerne nå dertil, at det er en positiv oplevelse at drive transporterhverv – og at flere får lyst at komme ind - og blive - i transport end til at lukke virksomheden med et farvel og tak! Her kan den nye vejtransportstrategi også være en håndsrækning.

Men papir er taknemmeligt. Intentionerne kan være aldrig så gode. Derfor er det nu op til branchen at holde fast i den åbning, der er kommet – og få den til leve i praksis til gavn for hele transportkæden.