Information, information og atter information er et must i enhver samhandel ? også ved indgåelse af transportaftaler og eksekvering af samme. Jo flere oplysninger vareejeren giver til speditøren, og jo flere oplysninger speditøren giver videre til vognmanden, desto mere sandsynligt bliver det, at sorteper kan sendes videre til den sidste i kæden, når skaden er sket. I sådanne situationer kan det ofte være afgørende, hvilke bilag, der er medfulgt, og særligt opmærksomme læsere husker måske en sag, som jeg for et par år siden beskrev, hvor det afgørende blev, at et speditionsfirma som supplement til et konnossement havde fået telefaxet en pakkeliste.

?Con lista de carga? ? med ladeliste ? stod der i CMR-fragtbrevet udstedt ved en transport af relativt dyre tekstiler, hvoraf 16 af 33 kolli forsvandt i forbindelse med, at godset var placeret i en presenningstrailer på en uindhegnet plads i et industrikvarter et sted i Jylland fra fredag til søndag i februar 1999.

Da ?boet? senere skulle gøres op i henholdsvis Sø & Handelsretten og Højesteret (der afsagde dom den 17. november i år), spillede betegnelsen i fragtbrevet en vis rolle, og endnu engang drejede sagen sig om, hvorvidt fragtføreren havde udvist grov uagtsomhed og dermed var uberettiget til at ansvarsbegrænse den krævede erstatning.

En danske tekstilproducent designer og sælger tøj i ?de højere prisklasser? og er vareforsikret af i et udenlandsk forsikringsselskab.

I februar 1999 fik tekstilvirksomheden en ordre fra en kunde på Mallorca, og det fremgik af faktura af 26. februar 1999 at ordren fyldte 33 kolli, var solgt til 111.432 DEM og vejede brutto 885 kg. Varerne er i fakturaen beskrevet som for eksempel ?LADIES 5 POCKET STRETCH PANT? og ?LONG CARDIGAN W. KVIT COLLAR? i forskellige størrelser.

Et dansk speditionsfirma var kontraherende fragtfører på transporten i henhold til samarbejdsaftale mellem Tekstilfirmaetog Speditøren. Samarbejdsaftalen indeholdt ingen særlige anvisninger om hvorledes godset skal håndteres under transport.

Speditøren fakturerede den 26. februar 1999 Tekstilfirmaet for transporten. I fakturaen var godset beskrevet som 33 kartoner tekstiler med bruttovægt på 885 kg.

Der blev udstedt CMR-fragtbrev vedrørende godset. Som afsender var anført Speditøren og som modtager en spansk agent i Spanien. I CMR-fragtbrevet var vedrørende godset oplyst ?con lista de carga? (med ladeliste).

Transporten blev fysisk udført af et jysk vognmandsfirma, og der var senere uenighed mellem Speditøren og Vognmanden om hvorvidt CMR-fragtbrevet var vedlagt ladelisten (ladningsmanifestet), eller om denne lå i en lukket kuvert sammen med andre dokumenter til modtageren af godset. På manifestet blev godset fra Tekstilfirmaet beskrevet som 33 kartoner ?textiles?. Ifølge manifestet var der i alt 13 forskellige forsendelser på lastbilen, fra ventiler til møbler.

Godset blev af Vognmanden afhentet på speditørens terminal i Fredericia og kørt til Vognmandens plads i Vejen på en presenningtrailer fredag den 26. februar 1999 om eftermiddagen, hvor det blev henstillet på vognmandens plads. Søndag den 28. februar 1999 omkring klokken 15 blev det konstateret at der havde været indbrud, og en del af godset var stjålet.

Efter at lastbilen havde været undersøgt af politiet, fortsatte transporten til Spanien. Her blev det opgjort at der manglede 16 kolli til en værdi af 54.960 DEM hvilket blev meddelt Tekstilfirmaet ved telefax af 4. marts 1999 fra Tekstilfirmaets spanske kunde. Forsikringsselskabet betalte 208.648 DKK i erstatning til Tekstilfirmaet for de 16 stjålne kartoner. Vognmandens forsikringsselskab betalte senere 69.614,40 DKK svarende til begrænsningsbeløbet for 885 kg gods, jf. CMR-lovens § 29, stk. 2.

Vareforsikringsselskabet indbragte nu sagen for Sø & Handelsretten, og afkrævede speditøren yderligere 139.034,19 eller med andre ord det beløb, der lå udover ansvarsbegrænsningsreglerne i CMR-loven. Speditøren trak tilsvarende vognmandsfirmaet ind i sagen.

Forsikringsselskabet, der under retssagen skulle bevise, at der var tale om værdigods som Transportøren skulle passe særligt godt på, fremlagde under retssagen bl.a. reklamer for Tekstilfirmaet og avisartikler fra 2001 om virksomheden: I Politikens Erhvervsmagasin onsdag den 10. januar 2001 var en artikel om Tekstilfirmaet med overskriften: ?En blå succes?. Af artiklen fremgår bl.a.:

?.... Prisbevidste danskere

Det helt store salg ligger i udlandet - i begyndelsen af 1990?erne var der gennembrud i Sverige, fulgt af Tyskland og Holland og siden af lande som Polen, Japan og USA .... På verdensplan er der op mod 70 af de såkaldte shop-in-shop-salg. Dertil kommer profile-shops - der udelukkende handler med Tekstilfirmaet. Der er en i Tokyo .... to i Polen og fra i år altså også en på Strøget i København ....? Her i Danmark er folk så ufatteligt prisbevidste. De kommer ind og ser på en vare, ser den koster 1.500 kroner og siger: Jeg venter på, at den kommer på udsalg. Men vi vil hellere sælge mindre end at sætte noget på udsalg? bedyrer Christian Holm [salgskonsulent hos Tekstilfirmaet] ....?

Af noget af det fremlagte annoncemateriale fremgik, at en cardigan fra Tekstilfirmaet kostede omkring 1.200-1.500 kr. i detailhandlen.

Forsikringsselskabet fremlagde bl.a. en artikel fra 13. maj 1996, der under overskriften ?Arbejdspladsen er hælericentral? beskrev, hvordan det er blevet almindeligt at købe og sælge tyvekoster på mange store arbejdspladser. I artiklen citeres vicekriminalinspektør ved Københavns Politi Per Larsen for bl.a.: ?Der vil altid være et godt marked for hælervarer, når der er mange mennesker samlet på et sted. Rygtet spreder sig hurtigt, hvis der for eksempel lige pludselig dukker et parti billigt tøj op? .... ?Danskernes moral i forhold til hælervarer er noget flosset ....?

Af politiets Årsrapport om Organiseret Kriminalitet 1998 fremgår bl.a.:

?.... Andre former for tyveri/hæleri

Efterforskning af større sagskomplekser angående tyveri tyder på, at der er østeuropæiske kriminelle grupper, som begår større serier af tyverier i Danmark. Gerningsmændene er grupperet efter nationalitet og kommer hovedsageligt fra de baltiske lande, Polen og Rumænien. Typisk for de udenlandske gruppers kriminalitet er, at de opholder sig i landet i en kortere periode, hvorunder kriminaliteten begås, hvorefter de forlader landet med tyvekosterne. Afsætningen af kosterne foregår i hjemlandet, hvor der er stor efterspørgsel efter vestlige mærkevarer. Kosterne er derfor sædvanligvis udvalgte mærkevarer fra modeforretninger, optikere og parfumerier samt mobiltelefoner og bilradioer ....?

En dame, der var direktionssekretær hos Tekstilfirmaet forklarede i retten, at hun havde ansvaret for bl.a. ordrebeholdning, transport- og forsikringsaftaler.

Samarbejdsaftalen med Speditøren blev indgået for 6 år siden. Når varerne er klar til afsendelse, ringer pakkechefen til en bestemt person hos Speditøren der er ansvarlig for alle Tekstilfirmaet transporter, for at aftale et tidspunkt for afhentning af varerne. Indtil for tre år siden skulle de aftale transporter til forskellige lande med forskellige afdelinger hos Speditøren. Når varerne hentes, sker det vist oftest i presenninglastbiler. Der er ikke faste aftaler om hvilke ruter chaufførerne skal køre, eller hvilke typer lastbiler der må anvendes. Vidnet formoder at Speditøren finder frem til det bedst mulige.

En repræsentant fra vognmandsfirmaet forklarede, at man i februar 1999 fik til opgave at transportere stykgods til deres samarbejdspartners terminal i Barcelona. Vidnet fik kun oplyst at transporten vedrørte stykgods. Vidnet havde dengang ikke kendskab til Tekstilfirmaet eller deres produkter. Stykgods kan være hvad som helst: møbler, kartoner eller maskingods. Stykgods er ikke særligt udsat for tyveri. Dette er det eneste tilfælde af tyveri fra en af deres presenningvogne de har oplevet.

Vidnet fik ingen instrukser vedrørende parkering af trailere i weekenden. Vidnet har andre kunder som stiller særlige krav til gennemførelse af transporten.

Chaufføren der læssede i Taulov, skal sikre sig, at antallet af kolli stemmer, og at emballagen er pæn. Efter læsning af det pågældende parti kørte han til Vognmandens parkeringsplads. Pladsen ligger i et åbent område uden indhegning. På pladsen ligger en hal som Vognmanden har ca. halvdelen af. Pladsen ligger på en privat vej ved jernbanens industrispor.

Dansikring patruljerede tre gange hver nat, også i weekenden.

Normalt blev CMR-fragtbrevet fra Speditøren hæftet sammen med en kuvert med øvrige dokumenter. Det skete lige så ofte at manifestet lå inde i kuverten som oven på. Vidnet huskede ikke hvor det var i den foreliggende sag.

Vidnet var på arbejde lørdag aften og forlod kontoret ca. kl. 01.30 natten efter lørdag den 27. februar 1999. Før han gik hjem, så han om alt var som det skulle være på terminalen. Hvis bagdøren på en bil havde været åben, ville han have kunnet se det, men der var ikke sket noget. Om søndagen var der normalt ikke folk på terminalen, men hans kollega opdagede ved tre-tiden søndag eftermiddag at der havde været indbrud.

Chaufføren forklarede, at han hentede de pågældende varer fra lageret i Taulov. Han fik besked på at tage traileren og hente 3-4 lademeter varer, men ikke hvilke varer det drejede sig om. Han stod ved bilen mens den blev læsset, og talte at han fik det rigtige antal kolli med. Han kunne ikke se på kasserne hvad der var i. Mærkaten med Tekstilfirmaet siger ham ikke noget. Han kan ikke huske om ladelisten var vedhæftet CMR-fragtbrevet. Stykgods kan være alt. Det er muligt han kunne se at det var tekstiler, men han husker det ikke.

Han kvitterede for varerne og kørte til Vejen. Han stillede traileren på det sædvanlige sted sidst på dagen om fredagen. Varerne skulle køres videre af en anden chauffør.

Sø & Handelsretten lagde i sin afgørelse indledningsvis vægt på, at tekstilfirmaet der solgte designede mærkevarer i en høj prisklasse, ikke tilkendegav over for den kontraherende fragtfører, at der skulle tages særlige sikkerhedsmæssige hensyn ved transporten af selskabets varer. Godset var hverken efter sin fremtræden eller de for fragtføreren tilgængelige oplysninger om det særlig udsat for tyveri. Erfaringerne med håndtering af godset under transport tydede ikke på en væsentlig tyveririsiko: Der er forekommet et mindre antal tilfælde af tyveri af Tekstilfirmaet produkter under transport, men fortrinsvis i udlandet. Speditøren og den udførende fragtfører, Vognmanden, var under disse omstændigheder berettigede til at gå ud fra at godset var almindeligt stykgods der ikke krævede særlige forholdsregler til imødegåelse af risikoen for tyveri.

Hensættelsen af presenningtraileren fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag på den pågældende parkeringsplads der ikke var særlig sikret, men blev tilset tre gange om natten af Dansikring, afveg ikke fra hvad der er sædvanligt forekommende ved almindelige stykgodstransporter.

Sø & Handelsretten fandt derfor ikke at, der var udvist grov uagtsomhed, i medfør af af CMR-lovens § 37. og frifandt således både speditøren og vognmanden. Vareforsikringsselskabet ankede herefter sagen til Højesteret, der nu (den 17. november 2003) har stadfæstet Sø & Handelsrettens dom med følgende præmisser:

?Højesteret tiltræder, at transportørerne med føje kunne håndtere godset som almindeligt stykgods. Hensættelsen af presenningstraileren fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag skete på den udførende transportørs private virksomhedsområde, der var ikke særligt sikret, men blev tilset om natten af et vagtfirma, og det er ikke godtgjort, at en sådan anbringelse ikke var i overensstemmelse med sædvanlig praksis i branchen. Højesteret tiltræder herefter, at det ikke er bevist, at skaden er forvoldt ved grov uagtsomhed, og stadfæster derfor dommen.?

-----