23948sdkhjf

Aabak glad for, EU har lyttet til kritik

Speditører efterlyser evaluering af vejpakkernes negative effekter for kapacitet og klima.

Der er ros til EU-Kommissionen fra Danske Speditører, hvor brancheforeningens direktør Martin Aabak, kvitterer for at Kommissionen har opgivet kravet om, at anhængere og trailere skal vende tilbage til hjemlandet hver ottende uge.

- Jeg er meget tilfreds med, at Kommissionen har lyttet til den kritik som Danske Speditører rejste sammen med Dansk Erhverv, ITD og DTL. En kritik som transportminister Trine Bramsen hurtigt gav os ret i. Det viser værdien af både at branchen samarbejder, at vi har en transportminister som lytter, og at vi sammen med vores europæiske søsterorganisation retter henvendelse til Kommissionen, siger Martin Aabak til Transport Today / www.transporttidende.com.

Men Danske Speditører har ikke overraskende flere ønsker til Europa-Kommissionen i forhold til vejpakkerne.

Cabotagebremse?

Et af de mest omstridte regler i EU’s vejpakke har fra start været kravet om at lastvogne i international transport skal returnere til ”hjemlandet” senest inden for otte uger efter lastbilen sidst kørte ud i verden.

Et krav, der blev indført efter massivt pres fra vejgodstransportører i de gamle EU-lande, der ønskede at begrænse konkurrencen fra især østeuropæiske konkurrenter, der udnyttede retten til at udføre cabotage-kørsel.

Derfor har kravet da heller ikke været populært i hverken Østeuropa eller blandt transportkøberne og deres repræsentanter. Det medførte ikke bare øgede fragtomkostninger, men det øgede også antallet af kørte – tomme – kilometer til skade for klimaet.

Striden tog i juni flere trin op ad konfliktstigen, da EU-Kommissionen offentliggjorde sin fortolkning af reglerne i vejpakken. Her blev transportvirksomhederne også pålagt at returnere deres sættevogne og anhængere til hjemlandet en gang, hver ottende uge.

En fortolkning, der afslørede en alvorlig mangel på indsigt i, hvordan vejgodstransport udføres i praksis på de europæiske veje, hvor lastvogne rutinemæssigt kobler trailere og anhængere af og andre trailere og påhængsvogne på.

EU-Kommissionens fortolkning nye fortolkning af vejpakkerne lignede derfor også begyndelsen på en alvorlig logistisk migræne.

Derfor var EU-Kommissionen da også tvunget til at komme til fornuft og begrænse returneringskravet til lastvogne og trækkere, som DTL’s adm. direktør Erik Østergaard påpegede onsdag.

Evaluering efterlyses

Som nævnt ovenfor, så håber Danske Speditører, at andre elementer vejpakkerne bliver underkastet en grundig evaluering.

- Kommissionens fortolkning var en ”ommer”. Næste skridt er, at vi få foretaget en samlet evaluering af vejpakkens bestemmelser både hvad angår forringelser af transport- og fragtkapaciteten, den negative klimapåvirkning samt påvirkningen af inflationen. Det bør ske på både dansk og europæisk plan, siger Martin Aabak.

Forbedret retssikkerhed

Danske Speditører har også gjort opmærksom på, at Europa-Kommissionens nye tolkning af reglerne i vejpakkerne også rummer en forbedring af retssikkerheden for transportvirksomhederne.

Det fremgår nu af vejledningen, at "in case of a roadside check, the undertaking may demonstrate compliance with the obligation at a later stage through documents and evidence available at the premises of the undertaking”.

Det vil sige, at transportvirksomhederne ikke er forpligtet til at dokumentere, at lastvognen/trækkeren og chaufføren har vendt hjem til hjemlandet som EU-reglerne foreskriver, når de bliver kontrolleret i forbindelse med vejsidekontroller. De kan i stedet sende dokumentationen til myndighederne efterfølgende.

- Det er en klar forbedring i forhold til det hidtidige krav om, at data fra takograf og nationalitetsmærke for de lande, hvor chaufføren opholdt sig, da vedkommende udførte international vejtransport eller cabotagekørsel skal være i lastbilen, siger Martin Aabak.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172