23948sdkhjf

Flere p-pladser på vej til den tunge transport

163 nye parkeringspladser til lastbiler ser dagens lys i 2023.

Vejdirektoratet er i disse år i fuld fart med at finde plads til flere lastbiler på landets rastepladser, så chauffører, der fra tid til anden skal holde hvil, kan få en velfortjent pause. I 2022 anlagde Vejdirektoratet i alt 49 nye parkeringspladser til lastbiler, og yderligere 163 nye pladser følger i år.

Det skriver vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Flere og flere lastbiler på de danske veje har de senere år skabt rift om parkeringspladser til lastbiler langs motorvejsnettet. Derfor blev der med ”Infrastrukturplan 2035” sat gang i et nationalt projekt om at udvide kapaciteten på landets rastepladser med henblik på at etablere flere parkeringspladser til lastbiler.

Vejdirektoratet kunne i juni 2022 indvie 17 nye parkeringspladser på rasteplads Øster Løgum Vest nær Rødekro i Sønderjylland, der blev den første rasteplads til at byde flere lastbilchauffører velkommen.

I november 2022 fulgte rastepladserne Harte Nord og Nørremark med henholdsvis 12 og 20 nye parkeringspladser til lastbiler, og alt i alt blev der anlagt 49 nye parkeringspladser til lastbiler i det forgangne år.

Transportminister Thomas Danielsen udtaler:

- Vi stiller store krav til vores chauffører og derfor er jeg glad for, at vi i år kan indvie 163 nye parkeringspladser til lastbiler. Udvidelsen af rastepladserne vil give flere muligheder for at finde parkering til hvil og dermed gøre hverdagen lettere for chauffører og vognmænd, når turene skal planlægges.

Køre- og hviletid

De mange nye lastbilparkeringspladser rundt omkring i landet skal - sammen med de kommende udvidelser i 2023 - gøre det endnu nemmere for lastbilchauffører at finde en parkeringsplads, så de får nemmere mulighed for at overholde deres kørehviletider.

Ni rastepladser udvides i år - med blik for biodiversitet

Selvom arbejdet med at udvide rastepladser i 2023 har fået en hård begyndelse med både nedbør og frost, så er Vejdirektoratet allerede til påske klar til at indvie intet mindre end 52 nye parkeringspladser til lastbiler på rasteplads Skærup Vest, der ligger syd for Vejle i Sydjylland.

I løbet af det kommende år vil lastbilchauffører, der er på farten på Fyn og Sjælland, også kunne se frem til flere parkeringspladser at holde ind på. Der vil i alt blive opført 163 nye store parkeringspladser til lastbiler og modulvogntog i år.

Krible-krable

Projektleder Charlotte Veiss-Pedersen, Vejdirektoratet, siger:

- Når vi anlægger nye store parkeringspladser i forbindelse med eksisterende rastepladser, så kan vi ikke undgå, at vi af og til må fælde træer eller fjerne buske, der tit vokser helt tæt på parkeringsarealerne. Og fælder vi træer, så sørger vi altid for at genplante nye på andre arealer. Vi har også fokus på kun at udplante og tilså de grønne arealer med arter, som hører hjemme i Danmark til glæde og gavn for et væld af insekter.

En stor del af de træer, der bliver fældet, og deres rødder bliver efterladt i området, hvor de får lov til at rådne op stille og roligt. På den måde bliver træer og rødder til levesteder og føde for en lang række insekter. Større sten, der dukker op under anlægsarbejdet, får også lov til at blive liggende, da de kan blive til gode levesteder for firben og andre smådyr.   /Smir

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.147