23948sdkhjf

Nigeria vil retsforfølge danske frømænd

Nigerias udenrigsministerium kræver dansk undskyldning midt i retssag mod formodet pirat i Byretten i København.

Nigerias udenrigsministerium kræver, at det bliver muligt at retsforfølge besætningen på fregatten Esbern Snare, der var involveret i en dramatisk ildkamp i Guineabugten i november sidste år.

Den overraskende udmelding fra de nigerianske myndigheder kommer midt i retssagen mod den eneste af de fire overlevende pirater, som Danmark har valgt at retsforfølge.

Det skriver Weekendavisen i dag fredag.

Nicholas Ella, der er direktør i Nigerias udenrigsministeriums juridiske kontor, har ifølge Weekendavisen krævet, at Danmark løslader den tiltalte nigerianske statsborger og at Danmark giver Nigeria en undskyldning for den danske fregats optræden i Guineabugten.

- Desuden kræver vi, at det danske flådepersonel, der var involveret i drab på nigerianerne, bliver retsforfulgt, siger Nicholas Ella angiveligt til Weekendavisen.

Kun én tiltalt

Danmark havde oprindeligt håbet, at man kunne indgå aftale med lande i regionen om retsforfølgelsen af eventuelle pågrebne pirater, sådan som det tidligere skete med Kenya og Seychellerne, da danske orlogsskibe pågreb pirater i Adenbugten i nullerne.

Men det lykkedes ikke at opnå aftaler – der ville sikre eventuelle piraters retssikkerhed – blandt andet fordi der er dødsstraf for pirateri i flere lande i regionen. Derfor var spørgsmålet om retsforfølgelse løst, da Esbern Snare satte kursen mod Guineabugten i efteråret 2021.

Ildkampen 24. november 2021 kostede fem formodede pirater livet. Fire overlevende pirater blev bjerget af Frømandskorpset, da skiff’en begyndte at synke.

En af de overlevende var blevet såret i det ene ben, da han sprang i vandet, af skiff’ens propel. Det førte senere til, at benet måtte amputeres på grund af infektion. Derefter blev han – som den eneste af de overlevende formodede pirater sendt med fly til Danmark til videre hospitalsbehandling.

De øvrige overlevende blev sat i en lille gummibåd med påhængsmotor og benzin nok til at nå i land i Nigeria, da daværende justitsminister Nick Hækkerup ikke ønskede, at de blev bragt til Danmark for at blive retsforfulgt. Formentlig fordi eventuelt dømte pirater ville kunne opnå asyl i Danmark efter udstået straf.

Derfor er det kun den sårede pirat-tiltalte ”Lucky” der nu er tiltalt ved Byretten i København.

Oprindeligt var han sigtet for drabsforsøg. Men da anklagemyndigheden ikke har kunnet godtgøre, at han har skudt mod frømændene, så lyder tiltalen på ”fareforvoldelse” – fordi han har deltaget i en kriminel handling i forening med andre, som har udgjort en fare for besætningen på helikopteren og frømændende.

Der ventes dom i sagen i dag fredag.

Baggrund

I november 2021 modtog fregatten Esbern Snare, der var sendt til Guineabugten for at bekæmpe det tiltagende piratproblem i regionen, efterretninger om et muligt piratfartøj, der forfulgte et civilt hollandsk handelsskib.

Derfor blev fregattens Seahawk-helikopter sendt i forvejen. Da den nåede frem, ignorerede besætningen på det mistænkelige fartøj ikke på signaler om at standse. Helikopterens besætning kunne desuden se, at der var pirat-værktøj som stiger om bord på det formodede pirat-fartøj.

Derfor skød helikopteren varselsskud, som heller ikke fik det ønskede resultat. Da en finskytte på helikopteren skød efter en af den åbne båds motorer, åbnede de formodede pirater ild direkte mod helikopteren, der valgte at fortrække uden for piraternes skudvidde. Men den fortsatte med at følge den såkaldte skiff indtil to hurtigtgående RHIB-både fra Frømandskorpset nåede frem. Da frømændene forsøgte at boarde skiff’en udbrød der en voldsom ildkamp som kostede fem af de formodede pirater livet.

Ingen af frømændene var blevet ramt under ildkampen.

Den hollandske regering takkede senere Danmark for at have forhindret et piratangreb på det hollandske handelsskib.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141