23948sdkhjf

Salling slår stort brød op i Taulov

Salling Group samler lager og distribution af Kohberg- og Schulstad brød i Taulov Dry Port.

Dagligvarekoncernen Salling Group samler distribution og lager af Kohberg- og Schulstad brød i Taulov Dry Port, og med aftalen kan Taulov Dry Port se frem til allerede fra starten af 2021 at byde velkommen til Salling Group i det markante, nyopførte logistikbyggeri. Aftalen med Salling Group markerer ligeledes et vigtigt skridt i det strategiske samarbejde mellem A. P. Møller – Mærsk og Taulov Dry Port, hvor A. P. Møller Mærsk tidligere på året blev annonceret som den foretrukne logistikoperatør i Taulov Dry Port.

Salling Group konsoliderer lager- og logistikaktiviteter på i alt 8.000 kvadratmeter fordelt på fire lagerenheder, og på grund af den centrale beliggenhed i Trekantområdet med gode tilkørselsforhold til motorvejsnettet opnår Salling Group nogle klare gevinster i forhold til at optimere transporten af Kohberg brød til deres detailbutikker i det vestlige Danmark.

Beliggenheden er central

- Vi har store ambitioner på klimaets vegne, og vi arbejder aktivt på at fremme en mere klimavenlig transport. Ved at tilrettelægge vores brødlogistik, så der køres færrest mulige kilometer og sendes færrest mulige lastbiler ud til vores mange butikker, kan vi opnå en stor klimagevinst, og derfor samler vi nu vores transport og håndtering af brød, siger logistikdirektør i Salling Group, Nicolai Gradman.

Salling Group har indtil nu haft en ekstern partner til at betjene de i alt 270 butikker via lagre fordelt på flere lokationer, men ved at samle aktiviteterne på én lokation i Taulov opnår Salling Group store miljømæssige fordele, idet antallet halveres til cirka 20.000 lastbilsleverancer, blandt andet fordi brødet leveres samlet – og sammen med de øvrige varer, der skal ud til butikkerne.

Attraktive lagerenheder

Salling Groups kommende lager er en del af Taulov Dry Ports nyopførte, store lagerejendomme på i alt 49.300 kvadratmeter, som udgør de første to etaper. Etape 3 på 10.000 kvadratmeter står klar til indflytning medio 2021. Interessen for de første tre etaper har allerede været meget stor, og derfor er joint-venture selskabet allerede langt fremme med at planlægge det næste store lager- og logistikbyggeri.

Kendetegnet for det innovative lager- og logistikbyggeri er, at lagerenhederne har stor loftshøjde, moderne faciliteter, central beliggenhed og gode tilkørselsforhold fra motorvejsnettet.

- Udover den centrale beliggenhed er det også afgørende for os, at vores kommende lager er moderne og nyopført. Det betyder blandt andet, at vi er 100 procent sikre på, at fødevaregodkendelsen kan efterleves, og at vi ikke skal tænke over vedligeholdelse de næste mange år. Vi ser meget frem til at flytte ind i det topmoderne lager i Taulov Dry Port, siger Nicolai Gradman.

Med konsolideringen af lager og distribution i Taulov Dry Port opretter Salling Group 30 – 40 nye arbejdspladser. /anga.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125