Erdogan tager til Rusland for at tale om kornaftale for Sortehavet
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, vil besøge den russiske by Sotji "snart".
Det oplyser Omer Celik, talsperson for Erdogans konservative regeringsparti, AKP. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Rederiboss: Ruslands kornaftale-exit har givet kamp om lasterne
Håbet er, at det kan føre til udviklinger i forbindelse med en kornaftale i Sortehavet med Ukraine, som Rusland er trådt ud af.
Allerede i september
Den russiske regering har udtalt, at der er en fælles forståelse om, at Erdogan og Ruslands præsident, Vladimir Putin, snart skal mødes. Celik sagde dog ikke specifikt, at det er Putin, som Erdogan skal møde i Sotji, skriver Reuters. Han sagde heller ikke hvornår.
Ukraine: Andet fragtskib fra Odesa har nået sikkert farvand
Men det er forventningen, at der kommer et møde mellem de to.
Nyhedsbureauet Bloomberg skriver, at et møde mellem Putin og Erdogan kan finde sted 8. september.
Kreml-talsmand Dmitrij Peskov har ifølge nyhedsbureauet AFP sagt, at der er "intensive" forberedelser til et møde.
Afviser forlængelse
Kornaftalen mellem Rusland og Ukraine sikrede fra sommeren 2022 og cirka et år frem, at fragtskibe kunne sejle til og fra blandt andet Odesa uden at risikere at blive angrebet af Rusland.
Aftalen har Rusland dog valgt at træde ud af ved ikke at indvilge i en forlængelse af den.
Den tyrkiske regering har forsøgt at overtale Rusland til igen at være en del af aftalen.
Ukraine annoncerede en ny maritim korridor tidligere denne måned, efter at Rusland forlod kornaftalen.
Rusland har - efter at have trukket sig fra aftalen - truet med, at skibe vil blive opfattet som potentielle militære mål.
Flere gange har Rusland angrebet ukrainske havnes infrastruktur ved Sortehavet.
/ritzau/