Natkørsel ser dagens lys
Region Syddanmark er som det første sted i landet i gang med at teste gevinsten ved at lade lastbiler køre om natten frem for om dagen.
Under navnet ”24 T Transport” er Region Syddanmark udvalgt som forsøgsregion for omlægning af varetransport fra dagtimerne til kørsel i aften- og nattetimerne samt tidlig morgen. Brødproducenten Schulstad foretager i disse uger, som den første af en række udvalgte virksomheder, testkørsler og tilbundsgående analyser, som skal dokumentere fordele og ulemper ved henholdsvis udbringning om dagen og natten.
- I første omgang tester vi de problemstillinger, der melder sig ved den nuværende kørsel i dagtimerne til visse butikker. Om nogle uger tester vi med at levere alt vores brød om natten, siger Niels Holm, forretningsudviklingschef hos Schulstad.
Han peger på, at kommunale restriktioner og påbud i flere tilfælde betyder, at Schulstad ikke kan levere brød til dagligvarebutikkerne om natten på grund af støjgener.
- Det har som konsekvens, at vi kører om dagen – f.eks. om morgenen i myldretiden – og bruger unødig megen brændstof og ekstra chaufførtimer. En omlægning til natkørsel vil derfor klart være en gevinst for både virksomhed og miljø, siger Holm.
Alt imens man på Schulstad har travlt med at analysere brændstofforbrug, chaufførtimer og afdække lokale restriktioner, er Region Syddanmark godt i gang med at finde konkrete løsninger.
- Forudsætningerne for øget natkørsel er absolut til stede. I dag findes der adskillige støjsvage teknologiske løsninger – f.eks. støjsvage palleløftere, rullebure og kølekompressorer samt bakkameraer uden lyd osv. - som muliggør varelevering om natten – og dermed også til butikker i boligområder. Det er blot ét eksempel på, hvordan transportsektoren kan imødekomme kommunale restriktioner ved brug af nye teknologier, siger Søren Andersen, projektleder for ”24 T Transport”, Væksthus Syddanmark.
En hjørnesten i det syddanske forsøgsprojekt er en tæt dialog mellem transportsektoren, brancheorganisationer, kommuner og fagforeninger. I Trafikstyrelsens Center for Grøn
Transport, der har bevilget 1,7 mio. kr. til projektets indledende fase, følger man med interesse den første testkørsel.
- Den anvendelige viden, som kommer ud af det syddanske projekt, kan forhåbentlig på længere sigt bidrage til en mere effektiv godstransport i byerne – blandt andet ved at åbne op for distribution til byerne uden for myldretiden, siger Niels-Anders Nielsen, centerleder ved Trafikstyrelsen.